Opførelsesår: 1790
Bevaringsværdi: 3
Husets historie:
Ejendommen i Østergade kan stadig tjene som et skoleeksempel på en god restaurering, der forandrer en delvist molestreret byejendom til en smuk og harmonisk del af gadebilledet.
Før restaureringen havde bygningen været indrettet til blandt andet købmandsforretning og senest dyrehandel, og butiksfacaden var, i lighed med mange andre ejendomme, blevet forsynet med store vinduer, der skar huset over vandret i en tung, traditionel overetage, der svævede oven på en åben, moderne underetage. Det ønskede bygherren at ændre, og da man ikke havde gamle tegninger eller fotografier at gå ud fra, valgte man at mure underetagen om og placere nye vinduer i samme mål under de gamle vinduer på 1. sal, og da der efter restaureringen dukkede et gammelt fotografi op, viste det sig at være stort set som den oprindelige udformning.
Murstenene, der blev brugt ved restaureringen, skulle gerne svare til de gamle i størrelse og farve, og de var ikke sådan at skaffe, men det viste sig, at murermester Emil Hansen havde et parti fra en nedrevet gård stående i Stauning, og de passede perfekt til de gamle.
Det var fuldt fortjent, at huset fik den første bevaringspris, og huset fremtræder nu så autentisk, at det blev brugt som kulisse i tv-serien Krøniken, der gik over skærmen i 2004-2007. Serien starter med at den unge pige Ida Nørregaard flytter fra Ringkøbing til København i 1949, og i flere scener optræder Østergade 16 som hendes barndomshjem. Det er lidt tankevækkende, at hvis kulissen skulle have været helt autentisk, ville det indebære, at de fine, småsprossede vinduer skulle tilbageføres til store, grimme ruder fra en tid, hvor man ikke tog hensyn til smukke, bevaringsværdige facader…
Foto Ejvind Draiby 1970 / Lokalhistorisk Arkiv
Kan du bidrage med oplysninger?
Så skriv gerne i kommentarfeltet nederst.
Du kan også vedhæfte fotografier.