Bevaringspris og byggeskik
I marts 1982 uddelte bevaringsforeningens formand, arkitekt Ejvind Draiby, en buket blomster, en flaske Gammel Dansk og to mursten – det var starten på en god tradition, der foreløbigt har varet i 33 år, nemlig den årlige uddeling af en pris for godt bevaringsarbejde i Ringkøbing og omegn.
Murstenene var præget med teksten ”Bevaringspris 1981”, og blev overrakt til snedkermester Orla Albæk, der sammen med sønnen Ole Albæk ejede ejendommen Østergade 16, der havde været gennem en omfattende og meget vellykket restaurering. Blomsterne gik til murermester Emil Hansen og hans kone Inger for genopførelsen af ejendommen på hjørnet af Søndergade og Smedegade. Og flasken med Gammel Dansk? Den vandt Signe Christensen, Vellingvej, efter lodtrækning blandt forslagsstillerne.
I årenes løb er der blevet uddelt mange bevaringspriser, dog er de prægede mursten blevet erstattet af et messingskilt, og i en periode blev der yderligere uddelt et lille skilt med en buket roser som tegn på rosende omtale. Nedenfor vil vi omtale et udpluk af de præmierede bygninger, der tilsammen giver et indtryk af Ringkøbingegnens byggeskik.
Se alle prismodtagerne i undermenuen.
Østergade 16
Ejendommen i Østergade kan stadig tjene som et skoleeksempel på en god restaurering, der forandrer en delvist molestreret byejendom til en smuk og harmonisk del af gadebilledet.
Før restaureringen havde bygningen været indrettet til blandt andet købmandsforretning og senest dyrehandel, og butiksfacaden var, i lighed med mange andre ejendomme, blevet forsynet med store vinduer, der skar huset over vandret i en tung, traditionel overetage, der svævede oven på en åben, moderne underetage. Det ønskede bygherren at ændre, og da man ikke havde gamle tegninger eller fotografier at gå ud fra, valgte man at mure underetagen om og placere nye vinduer i samme mål under de gamle vinduer på 1. sal, og da der efter restaureringen dukkede et gammelt fotografi op, viste det sig at være stort set som den oprindelige udformning.
Murstenene, der blev brugt ved restaureringen, skulle gerne svare til de gamle i størrelse og farve, og de var ikke sådan at skaffe, men det viste sig, at murermester Emil Hansen havde et parti fra en nedrevet gård stående i Stauning, og de passede perfekt til de gamle.
Det var fuldt fortjent, at huset fik den første bevaringspris, og huset fremtræder nu så autentisk, at det blev brugt som kulisse i tv-serien Krøniken, der gik over skærmen i 2004-2007. Serien starter med at den unge pige Ida Nørregaard flytter fra Ringkøbing til København i 1949, og i flere scener optræder Østergade 16 som hendes barndomshjem. Det er lidt tankevækkende, at hvis kulissen skulle have været helt autentisk, ville det indebære, at de fine, småsprossede vinduer skulle tilbageføres til store, grimme ruder fra en tid, hvor man ikke tog hensyn til smukke, bevaringsværdige facader…
Beviset på den første bevaringspris er præget i mursten, men efterfølgende er teksten blevet graveret i en messingplade.
Hotel Ringkøbing
Bevaringsprisen for 1989 blev overrakt til Grethe og Thorkild Møller for deres utrættelige indsats for at renovere Hotel Ringkøbing, og meget passende blev prisen overrakt i borgerstuen på hotellet, hvor Bevaringsforeningen blev stiftet og holdt sine første, mange generalforsamlinger.
Bygningen er fra ca. 1600, og oprindeligt var den opført helt i bindingsværk, men omkring 1760 blev gavlen og underetagen omsat i grundmur. Bygningen var oprindeligt byens største købmandsgård med bygninger op ad Vestergade, hvor Den gamle Borgmestergård nu ligger, og op til 1805 var den ejet af skiftende amtsforvaltere, der havde store kornmagasiner i gården – korn der var opkrævet i skat af egnens bønder og skulle videre til de danske militærforlægninger i Holsten og Norge.
Fra 1833 har der været hotel i bygningen, og i årenes løb er gæsterne til mange af byens begivenheder og fester gået forbi de mere end 200-årige lindetræer foran hotellets indgang.
Middelalder og renæssance
Hotel Ringkøbing er byens eneste renæssancebygning og samtidigt den ældste borgerlige bygning, idet kun kirken er ældre. De to bygninger er ene om at repræsentere byens arkitektur og byggeskik frem til slutningen af 1700-tallet, hvor byggeriet af grundmurede huse for alvor tog fart.
Kirken repræsenterer middelalderens to karakteristiske stilarter, den romanske og den gotiske. Kirken blev bygget i første halvdel af 1400-tallet, og stræbepillerne langs syd- og nordfacaden, de store vinduer og kirkerummets hvælv er typiske for den himmelstræbende, gotiske arkitektur, der afløste den romanske stil, der præger de fleste af egnens smukke middelalderkirker i kvadersten med små, rundbuede vinduer og flade trælofter.
Renæssancen opstod i Italien i 1400-tallet som en reaktion mod middelalderens kunst og arkitektur, og inspirationen var de antikke græske og romerske bygningers regelmæssige, symmetriske og rene arkitektur. I Danmark dækker betegnelsen perioden fra reformationen i 1536 til enevælden i 1660 og forbindes ofte med Christian 4., der opførte mange bygninger i den særlige nederlandske renæssance, som han hentede inspirationen til i Holland.
Der er langt fra Hotel Ringkøbing til Akropolis, men de udskårne spærender, gesimsens profilering og den regelmæssige, symmetriske facade er træk, der fortæller om bygningens arkitektoniske historie.
Ringkøbing Kirke er byens ældste bygning, og den eneste, der er ældre end Hotel Ringkøbing. Kirken er opført i gotisk stil med indbyggede kvadersten fra en tidligere romansk kirke.
Husby Klitvej 33
Bevaringsprisen på landet gik i 1988 til Peter Sand Pedersen for den fredede klitgård på Husby Klitvej 33, der ligger ensomt i læ af klitterne med en storslået udsigt mod øst ind over engarealerne nord for Vest Stadil Fjord.
Ejendommen udgør et kompleks af bygninger, der ud over den firlængede gård også består af en karakteristisk, sort træbygning ud mod vejen og ”æ Bette Hus” mod vest.
Klitgårdene langs den jyske vestkyst fra Nymindegab i syd til Fjand i nord er en unik, dansk bygningskulturarv, som Ringkøbing-Skjern Kommune har en særlig forpligtelse til at værne om. Flere af gårdene er fredede, og en del er omfattet af de særlige lokalplaner, der blev vedtaget i et samarbejde mellem Ringkøbing og Holmsland Kommuner i 2005, men mange af gårdene er ikke beskyttet mod tankeløs nedrivning og ombygning.
De vestjyske klitgårde
Klitgårdene repræsenterer en særlig, lokal bygningstradition, der er tilpasset de materialemæssige, klimatiske og landskabelige forhold på klitten, og på mange måder udtrykker de helt moderne tanker om økologisk og bæredygtigt byggeri.
Klitgårdenes store, halvvalmede stråtage, mørkrøde eller rødgule mursten, regelmæssige vinduer og hvide murdekorationer giver klitlandskaberne karaktér. Hovedparten af klitgårdene er opført i perioden 1830-1880, men de ældste er fra slutningen af 1700-tallet, hvor byggestilen kom fra Frisland og bredte sig til klittangerne langs de vestjyske fjorde. Her fandt den sit eget udtryk, der var tilpasset den barske natur.
Klitgårdene består af lave, solide længer, der lukker sig om en gårdsplads med pikstensbelægning af kantstillede strandsten, og arkitekturen er tydeligt præget af klassicismen, der blev den fremherskende stil i byerne fra omkring midten af 1700-tallet. Klassicismen var inspireret af antikkens arkitektur i Grækenland og Rom, og man stræbte efter harmoniske bygninger i enkle, rene former med rolige, symmetriske facader ofte med en frontispice, et fremhævet midterparti inspireret af tempelgavle med søjler og trekantgavl.
I klitgårdenes arkitektur finder man idealerne i den stramme symmetri, der ofte præger facaderne. Døre og vinduer er centreret om midten, og der er sjove eksempler på, at man har malet en ekstra dør direkte på muren eller opsat en ekstra skorsten i træ for at få symmetrien til at gå op.
Bevidst arkitektonisk sti havde tidligere været forbeholdt slotte, herregårde og de finere borgerhuse i byerne, men med klitgårdene udviklede de vestjyske selvejerbønder en arkitektur, der i sjælden grad er i harmoni med landskabet, og stadig præger området.
Velling Præstegård fra 1832, der fik bevaringsprisen i 2004, har mange træk fælles med klitgårdene.
Algade 11
Bevaringspriserne for 1999 blev tidelt restauratør Marco Conte fra Restaurant Italia for istandsættelsen af ejendommen Algade 11, der blandt mange ringkøbingensere stadig omtales Hotel Hindø.
Bygningen er opført i 1856, og med sit røde, afvalmede tegltag og de mørkerøde facadesten, der står i flot kontrast til den sorte sokkel og de hvide vinduer, gesimser og pudsede bånd er den en typisk repræsentant for den byggeskik, der præger Ringkøbings gamle bykerne.
Bygningen er opført i 1856, og selv om den skiller sig ud fra de fleste bygninger fra den tid ved at være i to etager og samtidigt har et usædvanligt hjørne, der er afsluttet skråt for at lette trafikken til og fra Østergade, er den alligevel et umiskendeligt ringkøbinghus. Med sit røde, afvalmede tegltag og de mørkerøde facadesten, der står i flot kontrast til den sorte sokkel og de hvide vinduer, gesimser og pudsede bånd er den en typisk repræsentant for den byggeskik, der præger Ringkøbings gamle bykerne.
Det typiske Ringkøbinghus
Op til slutningen af 1700-tallet var husene i Ringkøbing opført i bindingsværk med stråtag, men da grundmurede huse begyndte at afløse bindingsværken lige som på klitgårdene og stråtage blev forbudt i byen på grund af brandfaren, ændredes byggeskikken markant.
De gamle huse i Ringkøbings gader har mange fællestræk, men på trods af lighederne afspejler de også forskellige perioders fremtrædende arkitektoniske stilarter, der med en vis forsinkelse er nået frem til Vestjylland i en mere afdæmpet form, der er tilpasset de lokale forhold. Det er ofte små træk, der afslører stilen og dermed byggetidspunktet, men det er med til at give husene deres individuelle særpræg.
Det typiske ringkøbinghus er et forholdsvis lavt hus med et højt, afvalmet tegltag, der er et vestjysk træk tilpasset vestenvinden. Huset er opmuret i mørkerøde teglsten, der ofte er fremstillet lokalt, og facaderne er afsluttet med kraftige, hvide gesimser, der giver en markant kontrast, der ofte understreges af sorttjærede sokkeler.
På mange huse er der hvide dør- og vinduesindfatninger, der sammen med liséner (lodrette hvide pudsfelter) og vandrette pudsede bånd afspejler den klassisistiske påvirkning, der også er kendetegnende for klitgårdene, og som var den fremherskende arkitekturretning op til slutningen af 1800-tallet.
Torvegade 4
Den ene af bevaringspriserne for 2006 gik til et af Ringkøbings mest iøjnefaldende huse, der markerer sig stærkt i en fantasifuld nyrenæssance, men alligevel falder forbavsende godt ind i helheden, nemlig Torvegade 4, også kaldet Lille Rosenborg, som blev opført til bolig i 1904 af konsul J.P. Laursen.
Huset er sat i stand og indrettet til butik af Jeanne og Christian Hinge, og det er et godt eksempel på at en gammel bygning kan være en inspirerende og spændende ramme for en moderne tøjforretning og samtidigt være med til at berige bybilledet.
Blandt de indsendte begrundelser for at foreslå huset blev det fremhævet, at ”Efter en omfattende restaurering er husets sjæl bevaret, og man har lavet butik i bygningen uden at ødelægge den indvendigt. Man føler, man går ind i en bygning som stadig er gammel og alligevel moderne.”
Historicismen
Historicismen udsprang af den stigende interesse for historiske stilarter i midten af 1800-tallet, hvor nye byggematerialer som støbejern og cement, gjorde det langt nemmere at efterligne tidligere tiders arkitektur. Ofte blandede man stilarterne, og eftertiden har da også givet perioden den rammende betegnelse “stilforvirringen”.
Historicismen var delt i to hovedretninger, en “europæisk” retning med dekorerede facader inspireret af arkitekturen nede i Europa, og en “dansk” retning hvor traditionelle danske materialer som tegl, træ og granit blev sat i højsædet.
“Rosenborgstilen” som Torvegade 4 repræsenterer, er inspireret af nederlansk renæssance, som kendes fra Christian 4.s bygninger, blandt andre Rosenborg og frederiksborg Slot.
Ringkøbing Station fra 1875 er også en historicistisk bygning, men i nordisk-italiens rundbuestil med en hel anderledes karakter på grund af det massive murværk, de lave skifertage og de markante buer over vinduer og døre.
De historicistiske huse har ofte mange detaljer. Husene kan have karnapper, tårne og spir, og murværket er ofte meget varieret med fremspring og tilbagetrukne felter, lige som der kan optræde mønstre i kontrastfarve eller borter opbygget af færdigkøbte elementer.
Man har i perioder set ned på de historicistiske bygninger, der ikke altid har de store arkitektoniske kvaliteter, men husene er med til at berige bybilledet med deres fantasifulde detaljer, og i dag vil vi nødigt undvære dem i bybilledet.
Østergade 9, Plesnerhus
Bevaringsprisen for 2005 blev overrakt til Ringkjøbing Banks direktør Preben Knudsgaard for den flotte renovering af Ulrik Plesners imposante bygning i Østergade, som banken havde overtaget.
Den markante rødstensbygning blev oprindeligt bygget af Ringkjøbing og Omegns Spare- og Laanekasse i 1913, men banken havde faktisk haft kontor på adressen mange år tidligere, idet den oprindelige bygning ejedes af J.P. Harpøth, der var direktør i Ringkjøbing Bank – samtidigt med at han var bogholder i Sparekassen! Der var fælles indgang fra gaden, men skulle man i Banken, gik man til venstre i forstuen, og skulle man i Sparekassen, gik man til højre.
I 1911 købte sparekassen hele ejendommen, der var opført i 1790 som Søren Harpøths købmandsgård, og nedrev den sydlige del, hvor Plesners bygning nu blev opført. Den nordlige del blev bevaret, og er stadig et smukt eksempel på de ældste, grundmurede huse i byen.
Ulrik Plesner og hans efterfølgere
Ulrik Plesners nyfortolkning af den vestjyske byggeskik har givet Ringkøbing en usædvanlig homogen bykerne, og et af de bedste eksempler på hans lokale inspiration er netop Ringkjøbing og Omegns Spare- og Laanekasse i Østergade.
Østergade er forholdsvis smal lave med huse i en eller to etager, og Plesners bygning sprænger, ved nærmere eftersyn, alle rammer. Men sådan oplever man den ikke i gadebilledet, for arkitektonisk er bygningen under fuld kontrol og viser, hvordan arkitekten beherskede sine virkemidler.
Underetagen er tegnet i en massiv nybarok, der gav sparekassen den nødvendige pondus som et solidt pengeinstitut, og viderefører gadens facaderække, men samtidigt er overetagen trukket tilbage i begge sider, så kun midterdelen markerer sig i facadelinjen, og det giver så meget luft, at den massive bygning ikke virker dominerende i gaden. Plesner gør så det greb, at han udfører overetagerne som en nyfortolket kopi af det fremspringende gavlparti på Harpøths Gård, og derved opstår der en på samme tid simpel men raffineret arkitektonisk samhørrighed med det 120 år ældre hus og Ringkøbings byggeskik i øvrigt.
Plesners bygninger i Ringkøbing er ofte bygget med den 22 år yngre arkitekt Kristian Jensen som medhjælper og konduktør, og med tiden oprettede han sin egen tegnestue i Holstebro. Han var meget påvirket af Plesners streg, og mange af de markante ”plesnerbygninger” i Ringkøbing er tegnet af Kristian Jensen. Samtidigt med opførelsen af Østergade 9 tegnede han St. Blichersvej 5-7, Ringkjøbing Dagblad og redaktørboligen, der fik bevaringspriserne i henholdsvis 2005 og 2008, og begge bygninger har umiskendelige lighedstræk med Plesners.
Andre arkitekter lod sig også inspirere, og de håndværksmestre, der udførte bygningerne, videreførte ofte mange af de markante træk, som gesimsernes udformning og de karakteristiske snirkler over vinduerne, og en arkitektonisk DNA-analyse af egnens smukke, anonyme bygninger vil ofte pege tilbage på Plesner.
Adelvej 10, Højmark, Degnboel
Bevaringsprisen på landet for 2003 tilfaldt Karen Buie og Steen Jørgensen for restaureringen af en af egnens smukkeste gårde. Den er opført i 1919 efter tegninger af arkitekten Bertel Hansen med tydelig inspiration fra Landsforeningen Bedre Byggeskik.
Der er en harmonisk helhed over de velproportionerede bygninger, der føjer sig smukt ind i landskabet. Gården har mange smukke detaljer, og over hoveddøren er der indmuret en stenplade, hvor man kan læse denne formanende tekst:
Huse bygge – Riger samle
Lykken altid dog den gamle
thi mens Tiden hastigt farer
Kun et ærligt arbejd varer
– Indskriften er fra 1919, men den sidste linie kunne være et motto for al bevaringsarbejde: Kun et ærligt arbejd varer.
Bedre Byggeskik
I 1915 blev Landsforeningen Bedre Byggeskik stiftet, og frem til 1947 var foreningens idealer med til at præge byggeriet i Danmark. Historicismen eller „stilforvirringen”, der var fremherskende i slutningen af 1800-tallet og begyndelsen af 1900-tallet, skabte hos mange et ønske om en ny arkitektur, der tog udgangspunkt i den hjemlige byggeskik.
Blandt dem, der var med til at skabe og inspirere Bedre Byggeskik, var de to præstesønner fra Vedersø og Kloster, Martin Nyrop og Ulrik Plesner, men også mange andre kulturpersoner som Emma Gad og Johan Skjoldborg.
Foreningen virkede gennem kurser for bygmestre, udgivelse af typetegninger og en tegnehjælp, der hjalp håndværksmestre med at tilrettet tegninger efter foreningens idealer, og den havde stor indflydelse på byggeriet i Danmark op til slutningen af 30-erne, og i Ringkøbing har det især præget murermestervillaerne i de gader, der ligger umiddelbart op til den gamle bymidte.
Bedre Byggeskiks modvilje mod historicismen viste sig i tanken om at bygningerne skulle være „enkle, hjemlige og smukke som de gamle huse”, og man søgte en arkitektur, der i modsætning til „stilforvirringen” var uden unødig og fordyrende pynt, og husene har en enkel og kompakt hovedform i traditionelle materialer som tegl og træ.
Det typiske Bedre Byggeskik-hus i Ringkøbing har afvalmede tag med markante gesimser, og en flot hoveddør midt for gavlen eller under en markant gavlkvist på facaden. Husene er opført i rødt murværk og med røde tage, og facaderne er velproportionerede med en harmonisk og ofte symmetrisk placering af vinduer og døre, og husenes præg af godt håndværk, gode materialer og en fornuftig indretning betyder at husene stadig er blandt de mest eftertragtede.
