Kulturmiljøer

Byggeskikken på Ringkøbingegnen er præget af den vestjyske natur. Samspillet mellem vinden, vandet, landskabet og menneskene kommer stærkest til udtryk i de gamle klitgårde, men også bebyggelserne i købstæderne, stationsbyerne og på landet bærer præg af en enkel og robust arkitektur med mange smukke bygninger og kulturmiljøer, der bør bevares.

I Bevaringsforeningen arbejder vi for at sikre denne kulturarv og skabe opmærksomhed om de kvaliteter og det udviklingspotentiale, der ligger i den særlige vestjyske bygningskultur, der er af afgørende betydning for en positiv udvikling af både bosættelse, turisme og erhvervsliv. Her på siden kan du finde kulturmiljøer, der minder os om egnens historie og traditioner, men de er også en levende del af hverdagen, og de repræsenterer hver især en del af Vestjyllands sjæl til glæde for såvel turister og feriegæster som os, der bor i området.