Indianerlejren på havnen i Ringkøbing
Lige øst for Ringkøbing Havn ligger en malerisk bebyggelse med fjordfiskernes redskabshytter. Den selvgroede skurby kaldes i folkemunde ”Indianerlejren” på grund af bundgarnspælene. Med sit kringlede gadenet og de små, tætliggende skure udgør bebyggelsen en stemningsfuld enklave på havnen.
Lige siden havnen blev anlagt, har fiskerne lagt deres både til i denne side af havnen, og her har de bygget skure til deres redskaber. Skurene er opført i individuel stil og ofte med et personligt præg. De fleste af skurene er rødmalede, men der er også grønne og sorttjærede huse i mellem. Ved husene ligger fiskernes net og ruser til tørre, og det er tydeligt, at området stadig er i fuld funktion.
Indianerlejren ligger på kommunens jord, og man skal fiske eller have anden tilknytning til havnen for at kunne leje dem.
Et kig gennem en af Indianerlandsbyens krogede gader. Flere af de rødmalede skure har hvide gesimser og vinduesrammer.