Forfatterarkiv: admin

Velbesøgt Henrik Have-arrangement

En god flok sommerglade og nysgerrige Henrik Have-interesserede deltog i fremvisningen af Henrik Haves udsmykning i og ved de forhenværende amtsbygninger omkring Østergade.

Tidligere kontorchef ved amtet, Erik Holm, viste kunstværkerne frem og fortalte engageret, og med mange personlige anekdoter, om deres tilblivelse og amtets samarbejde med den farverige kunstner.

Mange af værkerne er desværre forsømte eller skæmmet af uheldige omgivelser, men det forhindrede ikke indtrykket af et fantastisk flot samarbejde mellem en visionær kunstner og en kvalitetsbevidst bygherre.

 

Henrik Have og Amtsgården

Ringkøbing Bevaringsforening inviterer til aftentur med fokus på Henrik Haves udsmykning i og omkring de tidligere amtsbygninger ved Østergade.

Ringkjøbing Amt byggede ikke en ny amtsgård, da de nye amter blev oprettet i 1970, men etablerede sig i forskellige nye og gamle bygninger omkring Østergade i Ringkøbing.
Amtet besluttede derfor i 1993, at de forskellige bygningskomplekser skulle knyttes sammen ved hjælp af kunstnerisk udsmykning lavet af kunstneren Henrik Have.

Ringkøbing Bevaringsforening inviterer hermed til rundvisning med henblik på at vise Henrik Haves kunstværker og fortælle historien bag.

Vi mødes ved Guldsøjlerne, Østergade 41, onsdag den 30. maj 2018 kl. 19.00

Rundvisningen, der er gratis, vil tage ca. 1,5 time og foregå både ude og inde.
Alle er velkomne – man behøver ikke være medlem af Bevaringsforeningen.

Rundvisere vil være tidligere kontorchef ved amtet, Erik Holm, næstformand i Bevaringsforeningen, arkitekt Søren Damgaard Jensen og tidligere amtsdirektør og nuværende formand i Bevaringsforeningen, Lars Hansson.

 

Generalforsamling 2018

Der indkaldes hermed til Bevaringsforeningens generalforsamling

Tirsdag den 20. februar kl. 19.00 i Dommerkontoret, Kongevejen 10, Ringkøbing

Aftenen starter med oplæg og debat om helhedsplanen for Ringkøbing, hvorefter der bliver en kort pause inden selve generalforsamlingen og uddelingen af bevaringsprisen.

Generalforsamling

Generalforsamling har følgende dagsorden:
1. Valg af dirigent
2. Beretning
3. Godkendelse af årsregnskabet
4. Fastsættelse af kontingent
5. Behandling af indkomne forslag
6. Valg af bestyrelsesmedlemmer
7. Valg af revisor
8. Eventuelt

Forslag, der af medlemmerne ønskes behandlet på generalforsamlingen, skal være bestyrelsen i hænde 14 dage før generalforsamlingen.

I forlængelse af generalforsamlingen uddeles bevaringsprisen for 2017.

Oplæg og debat om helhedsplanen for Ringkøbing

Som optakt til generalforsamling og prisuddeling bliver der holdt et oplæg om helhedsplanen for Ringkøbing med afsæt i Ringkøbings særlige identitet – den bevaringsværdige bymidte v/ arkitekt Camilla Riser Myrvig, Land, By og Kultur, Planlægning, Ringkøbing-Skjern Kommune, og arkitekt Lene Gundahl Sørensen, Arkitema (det arkitektfirma fra Aarhus, der har hjulpet kommunen med at lave helhedsplanen for Ringkøbing).

Efter oplægget er der mulighed for spørgsmål og kommentarer, og derefter bliver der en kort pause med sandwich, øl og vand inden selve generalforsamlingen.

Med venlig hilsen og på gensyn
bestyrelsen

Foreslå kandidat til Bevaringsprisen her

Læs om bevaringsprisen her

Vedtægter

Amtsrådhuset – Ankestyrelsens svar

Efter knap 2 års sagsbehandlingstid har Ringkøbing Bevaringsforening nu endelig fået svar fra Ankestyrelsen på henvendelsen vedr. Ringkøbing-Skjern Kommunes udlejning af Amtsrådhuset til Ringkjøbing Landbobank.

Det var foreningens opfattelse, at lejen var fastsat under markedsprisen, at kommunen alene havde varetaget Landbobankens interesser ved at få en servitut på Amtsrådhuset ophævet og ved at give dispensation fra en lokalplan samt, at der var sket omgåelse af udbudsreglerne i forbindelse med indgåelse af lejemålet.

I den nu fremsendte afgørelse konkluderer Ankestyrelsen , at de foreliggende oplysninger ikke giver grundlag for at antage, at en nærmere undersøgelse af sagen vil føre til en konstatering af, at Kommunen har handlet i strid med regler, som Ankestyrelsen påser overholdelse af.

Læs hele svaret her: Ankestyrelsens svar på henvendelse

Veteranbiler og bygningskultur – Billedgalleri 2017

Medlemsudflugt lørdag den 24. juni 2017

Kongelig Dansk Automobil Klub Classic og Ringkøbing Bevaringsforening var på den årlige, fælles medlemsudflugt, hvor vi så på historiske bygninger i veteranbiler. KDAK Classic mødte op med biler, chauffører og ledsagere, og gav kørelejlighed til 18 af Bevaringsforeningens medlemmer.

Vi mødtes på havnen, hvorefter vi kørte mod Hee og J.C. Christensens Hus. Herfra kørte vi til den smukke gamle herregård Aabjerg i Vedersø, hørter om gårdens historie spiste medbragt frokost i haven.

Efter besøget på Aabjerg gik turen til Vedersø Kirke, hvor Kaj Munk var sognepræst og fortsatte til Hotel Vedersø Klit, hvor vi sluttede slutter med kage og kaffe før turen igen gik til Ringkøbing, hvor vi – uden for programmet, men som sædvanligt – skyllede landevejsstøvet ned med en øl på Restaurant Peking.

Se fotogalleri fra udflugten her (Tryk firkanten for fuld skærm):

SimpleViewer Gallery Id 25 has been deleted.

Borgmesterkandidater og bygningsbevaring

– – – LUKKET FOR FLERE TILMELDINGER – – –

Borgmesterkandidater og bygningsbevaring

– Cafémøde med Hans Østergaard og Søren Elbæk

Hvad mener de to borgmesterkandidater, Hans Østergaard fra Venstre og Søren Elbæk fra Socialdemokratiet, om bevaringsarbejdet i Ringkøbing? Det får Bevaringsforeningens medlemmer lejlighed til at tale med de to kandidater om, når vi inviterer til cafémøde på Generator. Det er ikke et valgmøde, men en mulighed for debat og gensidig drøftelse af emnet i en forhåbentlig hyggelig og fordragelig stemning over en kop kaffe og et stykke kage før valgfeberen sætter ind.

Arrangementet er på Generator tirsdag den 30 maj klokken 19.00.

Indbydelse til arrangement om bygningsarven i Ringkøbing

Vores fælles skatkammer – bygningsarven er penge værd

Ringkøbing Handelsforening og Ringkøbing Bevaringsforening inviterer den 2. marts 2017 kl. 19,00 til et fælles arrangement om bygningsarven i Ringkøbing. Arrangementet foregår på Rådhuset i Ringkøbing.

Realdania har lavet en undersøgelse, der viser, hvordan fredede og bevaringsværdige bygninger og kulturmiljøer rummer en betydelig økonomisk merværdi. Og at det samtidig betaler sig – også økonomisk – at gøre en indsats for at sikre og udvikle den bedste del af vores historiske bygninger og kulturmiljøer. Målt på bundlinjen skaber bygningsarven værdi, for eksempel ved at tiltrække turister og skabe arbejdspladser.

På den baggrund har de to foreninger inviteret 3 oplægsholdere, der fra hvert sit perspektiv vil belyse emnet om bygningsarvens værdi.

  • Esben Dannemand Frost, seniorrådgiver og arkitekt hos BARK.
  • Poul Anker Nielsen, formand for Ribe Handelsstandsforening.
  • Anette Gori, arkitekt ved Teknik og Miljø, Esbjerg Kommune (Ribe er del af Esbjerg Kommune)

BARK er en privat rådgivningsvirksomhed, som er ejet af Bygningsarvsfonden, og hed tidligere Dansk Bygningsarv. Dansk Bygningsarv blev etableret i 2009 med fokus på at formidle og rådgive om by- og bygningsarv. BARK har været med til at lave Realdanias undersøgelse ”Vores fælles skatkammer – bygningsarven er penge værd”. Esben Dannemand Frosts oplæg vil handle om denne undersøgelse og dens resultater og dermed også om dens betydning for en by som Ringkøbing.

Ribe er et af eksemplerne i undersøgelsen ”Vores fælles skatkammer”, derfor har vi inviteret formanden for Ribe Handelsstandsforening, Poul Anker Nielsen, til at give sit bud på, hvor vigtig by- og bygningsbevaring er for handelslivet og turismen i en by som Ribe.

Anette Gori arbejder i Esbjerg Kommune, og dermed også i Ribe, med beskyttelse og bevaring af bygningsarven. Anette Gori vil give oplæg om by- og bygningsbevaringens værdi for en kommune som Esbjerg, og kommunens rolle i dette arbejde.

Læs ‘Vores fælles skatkammer’ og ‘Værdien af bygningsarven’ her:

Vores fælles skatkammer

Værdien af bygningsarven

 

Julekonkurrence 2016 – Og vinderen er…

Bevaringsforeningens Julekonkurrence 2016 er afgjort. Der var to rigtige besvarelser, så der er blevet slået plat eller krone, og vinderen er Henning Busk Jensen, som kan glæde sig til at modtage en flaske god portvin.

Her kan du se billederne, der alle er fra den gang, julen var hvid, sammen med vinderens kommentarer:

algade_103

1: Starten af Bredgade – i dag Algade der hvor Expert ligger i dag.

chr-husteds-vej_100

2: Chr. Hustedsvej, henne på hjørnet af St. Blichersvej ses den gamle orgelfabrik.

herningv-_h_-093

3: I forgrunden Herningvej nr. 31 og 29, der er sammenbygget. Det var faderen til tidligere borgmester Niels Skytte, der havde huset, mens han var betonfabrikant. Herefter købte mine forældre huset. Har trådt mine børne- og ungdomssko i huset.

haandvaerke_h_-043

4: Nygade, til venstre ses Borgen, nuværende biograf.

kongevej_k_292

5: Aldershvile, set fra Vellingvej. (Billedet er faktisk taget fra nord, før tilbygningerne kom til, men besvarelsen er ok – det er Aldershvile)

kongevej_k_306

6: Vellingvej, der hvor Møllebageriet engang lå.

nygade_k_-499

7: Nygade, først til venstre ses det, der i dag er Afrodite Blomster, derefter det gamle Grand Hotel, nu Jyske Bank og til sidst i baggrunden Tøjeksperten Mr. Finn S.

ringkoebing-i-sne-1

8: Østerdige langs banen og indgangen til Alkjær Lukke.

nykredit_k_310

9: Herningvej lige over for Museet. Først Valeurs bolig, derefter den gamle Kreditforening.

Ringkøbing Bevaringsforening ønsker vinderen tillykke og alle en glædelig jul!

Julekonkurrence 2016 – OPDATERET!

Er det for svært, eller er det på grund af juletravlhed, at ingen har svaret? Vi prøver igen med et større udsnit af billederne, så de er lettere at genkende, og der er stadig en flaske god portvin på højkant til den, der kan gætte flest motiver ;-)

Julen nærmer sig, og vi har lavet en lille julekonkurrence, hvor du har mulighed for at vinde en flaske god portvin, hvis du kan genkende motiverne på disse små udsnit af ni gamle julekort fra Ringkøbing.

Skriv vej- eller bygningsnavne i kommentarfeltet sammen med dit navn inden den 24. december, så trækker vi lod blandt de indsendere, der har flest rigtige besvarelser. Vinderen offentliggøres den 24. december her på siden, hvor vi også viser julekortene i fuld størrelse.