Kategoriarkiv: Nyhed 3

Julekonkurrence 2016 – Og vinderen er…

Bevaringsforeningens Julekonkurrence 2016 er afgjort. Der var to rigtige besvarelser, så der er blevet slået plat eller krone, og vinderen er Henning Busk Jensen, som kan glæde sig til at modtage en flaske god portvin.

Her kan du se billederne, der alle er fra den gang, julen var hvid, sammen med vinderens kommentarer:

algade_103

1: Starten af Bredgade – i dag Algade der hvor Expert ligger i dag.

chr-husteds-vej_100

2: Chr. Hustedsvej, henne på hjørnet af St. Blichersvej ses den gamle orgelfabrik.

herningv-_h_-093

3: I forgrunden Herningvej nr. 31 og 29, der er sammenbygget. Det var faderen til tidligere borgmester Niels Skytte, der havde huset, mens han var betonfabrikant. Herefter købte mine forældre huset. Har trådt mine børne- og ungdomssko i huset.

haandvaerke_h_-043

4: Nygade, til venstre ses Borgen, nuværende biograf.

kongevej_k_292

5: Aldershvile, set fra Vellingvej. (Billedet er faktisk taget fra nord, før tilbygningerne kom til, men besvarelsen er ok – det er Aldershvile)

kongevej_k_306

6: Vellingvej, der hvor Møllebageriet engang lå.

nygade_k_-499

7: Nygade, først til venstre ses det, der i dag er Afrodite Blomster, derefter det gamle Grand Hotel, nu Jyske Bank og til sidst i baggrunden Tøjeksperten Mr. Finn S.

ringkoebing-i-sne-1

8: Østerdige langs banen og indgangen til Alkjær Lukke.

nykredit_k_310

9: Herningvej lige over for Museet. Først Valeurs bolig, derefter den gamle Kreditforening.

Ringkøbing Bevaringsforening ønsker vinderen tillykke og alle en glædelig jul!

Julekonkurrence 2016 – OPDATERET!

Er det for svært, eller er det på grund af juletravlhed, at ingen har svaret? Vi prøver igen med et større udsnit af billederne, så de er lettere at genkende, og der er stadig en flaske god portvin på højkant til den, der kan gætte flest motiver ;-)

Julen nærmer sig, og vi har lavet en lille julekonkurrence, hvor du har mulighed for at vinde en flaske god portvin, hvis du kan genkende motiverne på disse små udsnit af ni gamle julekort fra Ringkøbing.

Skriv vej- eller bygningsnavne i kommentarfeltet sammen med dit navn inden den 24. december, så trækker vi lod blandt de indsendere, der har flest rigtige besvarelser. Vinderen offentliggøres den 24. december her på siden, hvor vi også viser julekortene i fuld størrelse.

 

Udflugt: Provstgaards Hus

Indbydelse til Rundvisning ved Provstgaards Hus og Pumpestation Nord
– Tirsdag den 27. september klokken 18.00 – 20.30

DER ER DESVÆRRE IKKE FLERE PLADSER PÅ GRUND AF STOR TILSLUTNING.

Oplev Danmarks eneste floddelta sammen med Naturvejleder Sabine Jensen og nyd den smukke udsigt over Ringkøbing Fjord fra fugletårnet.
Blive klogere på taget af Pumpestation Nord, når Museumsdirektør Kim Clausen leverer fortællinger om bl.a. livet langs åen for 100 år siden, åens udrettelse og genoprettelse, Skjern å laksen, odderen, hø fra engene og det fantastiske fugleliv.
Og mærk stemningen når der serveres kaffe og kage i Provstgaards Hus, der er en ydmyg og over 100 år gammel jagthytte. Huset er opført af brødrene Provstgaard omkring 1914 og blev benyttet som base for fiskeri i å og fjord samt for jagt på oddere og vadefugle.

Tirsdag den 27. september kl 18.00-20.30
Vi mødes ved Pumpestation Nord

Arrangementet er et samarbejde mellem Bevaringsforeningen i Skjern gl. Kommune og Ringkøbing Bevaringsforening.

Det koster 50 kr. at deltage (inkl. kaffe og kage). Betaling ved ankomst.

Biler og bygninger

– Se billeder fra veteranbilturen den 28. august 2016 –

Traditionen tro var KDAK Classic mødt op på havnen i Ringkøbing med en fin samling klassiske biler på en solrig sensommerdag, og efter at have fordelt Bevaringsforeningens medlemmer i bilerne kørte vi ud i på en hyggelig tur i passende adstadigt tempo.

Første stop på turen var Brejninggård, hvor vi så den gamle hovedbygning fra 1580 udefra og hører om herregårdens historie. Derefter kørte vi til Muldbjerg Mølle med et kort stop ved Muldhøje. På Muldbjerg Mølle fortalte dagens guide, Jens Aarup Jensen, om møllen, hvorefter vi spiste frokost.

Næste stop var Lyngsmose, hvor vi så det nye udstillingsområde ved den befæstede jernalderlandsby, der er markeret med jordvolde og en genskabelse af en del af pallisadeværket. Ved Lyngsmose drak vi den medbragte kaffe, og derefter kørte vi tilbage til havnen i Ringkøbing, hvor vi sluttede af med havneudsigt og en øl i solen udenfor Restaurant Peking.

Stor tak til KDAK for en hyggelig lørdagstur – vi ser frem til en gentagelse næste sommer :-)

 

Billederne er taget af Poul Nielsen og Søren Damgaard Jensen

Bevaringscafé i Rådhushallen

Fotografier, gode historier og renoveringstilskud…
Lørdag den 20. august fra klokken 10.00 til 14.00

Ringkøbings gamle huse er spændende, og der er stor interesse for fotografier og oplysninger, der fortæller om byens historie – både den gamle og den nyere, som vi stadig kan huske.

Alle de gamle huse er blevet fotoraferet af Ringkøbing Bevaringsforeningen, og sammen med Lokalhistorisk Arkiv er der fundet i hundredevis af historiske fotografier, som er blevet oploadet til FBB, der er Slots- og Kulturstyrelsens register over fredede og bevaringsværdige bygninger i Danmark, og som er tilgængelig for alle på internettet.

Som forlængelse af FBB-projektet arrangerer Bevaringsforeningen, Lokalhistorisk Arkiv og Ringkøbing-Skjern Kommune en uformel Bevaringscafé den 20. august, hvor alle er velkomne til at udveksle billeder og oplysninger om de gamle huse over en kop kaffe og et stykke kanelkage. Vi vil gerne have lov til at scanne billederne og skrive dine oplysninger ned, og samtidig kan vi vise vores billeder og fortælle, hvad vi ved. Billederne og oplysningerne vil efterhånden også være tilgængelige på www.bevaringsforeningen.dk hvor der allerede er registreret en del af bygningerne med mulighed for at tilføje kommentarer og billeder.

Vi viser samtidig en plancheudstillingen om FBB-projektet, og en repræsentant fra kommunens bygningsforbedringsudvalg kan fortælle om støttemulighederne, hvis dit hus trænger til renovering.

Det koster ikke noget at deltage – og der er kaffe på kanden ;-)

Eventuelle spørgsmål på telefon 21 39 53 05

Udflugt: Biler og bygninger

Contact Form Shortcode Error: Form 3 does not exist

Veteranbiler og bygningskultur – Lørdag den 27. august

Bevaringsforeningen og Kgl. Dansk Automobil Klub Classic er igen i år gået sammen om et spændende medlemsarrangement, hvor vi kører ud og ser på gamle bygninger i veteranbiler. KDAK Classic møder op med velpudsede biler med chauffører og ledsagere, så der bliver plads til ca. 20 passagerer fra Bevaringsforeningen.

Vi mødes lørdag den 27. august 2016 klokken 10.00 på Ringkøbing Havn, og når passagererne er fordelt kører vi ud i sommerlandet ca. 10.30 og sætter kursen mod Brejninggård, hvor vi ser den gamle hovedbygning fra 1580 udefra og hører om herregårdens historie. Derefter kører vi til Muldbjerg Mølle med et kort stop ved Muldhøje. På Muldbjerg Mølle fortæller Jens Aarup Jensen om møllen, hvorefter vi spiser en sandwich eller to til frokost.

Næste stop er Lyngsmose, hvor vi ser det nye udstillingsområde ved den befæstede jernalderlandsby, der er markeret med jordvolde og en genskabelse af en del af pallisadeværket. Ved Lyngsmose drikker vi den medbragte kaffe, og derefter kører vi tilbage til havnen i Ringkøbing, hvor vi ankommer ca. 14.15, og de, der har lyst, slutter af med en øl på Restaurant Peking.

I tilfælde af regnvejr ændres stoppet ved Lyngsmose til et besøg i Hover Kirke, der er en af landets ældste stenkirker og en del af den danske Kulturkanon.

Der er ingen deltagerbetaling for tur og forplejning for medlemmerne, men man betaler selv for eventuelle drikkevarer på Restaurant Peking.

Tilmelding er efter først til mølle princippet på telefon 21 39 53 05 eller på www.bevaringsforeningen.dk

Sommertur til Ribe

Ribe viste sig fra sin smukkeste side, da en flok af Bevaringsforeningens medlemmer var på sommerudflugt til Danmarks ældste by.

Domkirkebyen har op gennem tiden haft stor indflydelse på Ringkøbing, og de to byer har mange fælles træk, blandt andet de røde teglsten, der præger begge byers middelalderlige bykerner.

I Ribe er man bevidste om kulturarvens potentiale og forpligtelser, og der er bred lokal opbakning til en stram bevaringspolitik. Byen har formået at få bevaring, turisme og kroner og ører til at gå op i en højere enhed, og senest har man med det helt nye menighedshus ‘Kannikegården’ på Domkirkepladsen vist, hvordan ny arkitektur kan tilpasses og berige det smukke bymiljø, når man tænker visionært og har modet.

Vi fik en engageret rundvisning af menighedsrådets formand, Tage Rosenstand, og efter besøget var det svært at undertrykke sin ærgrelse over den arkitektoniske ligegyldighed, der i øjeblikket er ved at blive bygget på Kirkepladsen i Ringkøbing.

Efter frokosten, der blev indtaget på et solbeskinnet trappeanlæg med udsigt over åen, viste Anette Gori, der har en fortid som arkitekt ved Ringkøbing kommune, rundt i byen.

Anette Gori fortalte om kommunes rolle i bevaringsarbejdet, og der er ingen tvivl om, at administrationens store faglige viden og den politiske forståelse og opbakning, kombineret med det folkelige engagement, har sikret Ribes status som en af landets mest velbevarede middelalderbyer.

Dagen sluttede med kaffe og kage i solskinnet foran Hotel Dagmar, og her kunne man så sidde og fundere over, at Ribes bygningarv, ifølge Realdanias rapport ‘Vores Fælles Skatkammer’ fra 2015, giver byen en årlig omsætning på 92 mio. kroner – der er faktisk gode penge i en stram bevaringspolitik!

Foredrag med Peter Olesen

Bygningskulturen i Ringkøbing – hvordan står det til

Journalisten Peter Olesen leverer arkitektonisk tilstandsrapport 

Tirsdag den 22. september 2015 kommer den kendte journalist Peter Olesen til Ringkøbing, hvor han vil sætte bygningskulturen i fokus.

I den første del af foredraget vil Peter Olesen med mange eksempler fra hele landet vise, hvordan det står til med den generelle udvikling i byernes bygningskultur.

På den baggrund gennemgår Peter Olesen efter en lille pause Ringkøbings aktuelle bygningskulturelle tilstand. Denne del af foredraget vil være illustreret med masser af spritnye fotografier fra Ringkøbing bymidte. Peter Olesen ankommer nemlig til Ringkøbing allerede kl. 13 og bruger derefter hele eftermiddagen på at gå rundt i byen og indsamle eksempler på, hvordan det står til. Disse eksempler vil indgå i den arkitektoniske tilstandsrapport, som han præsenterer samme aften.

Efter denne gennemgang vil der være rig mulighed for debat. Peter Olesen har nemlig tid nok, for han overnatter i byen, som han har besøgt flere gange tidligere og altid har fremhævet som et eksempel på, hvordan man værner om bygningskulturen.

Foredraget er arrangeret af Ringkøbing Bevaringsforening i samarbejde med det tidligere Ringkøbing Folkeuniversitet, og alle er velkomne.

”Vi er derfor rigtig glade for, at det er lykkedes at få Peter Olesen til Ringkøbing”, udtaler det tidligere Ringkøbing Folkeuniversitets repræsentant Stig Martin Møller.  ”Vi håber, at mange vil møde op og få et indblik i bygningskulturens betydning og stifte bekendtskab med, hvordan man udefra ser på Ringkøbing og byens kulturarv”.

Også Ringkøbing Bevaringsforening glæder sig til arrangementet. Foreningens formand Søren Damgaard Jensen vil om eftermiddagen ledsage Peter Olesen på hans tur rundt i byen, så han har en stedkendt guide med indsigt i arkitekturen med sig.

Der er gratis entré til foredraget, som finder sted tirsdag den 22. september kl. 19.00 på Ringkjøbing Gymnasium, Vasevej 24 i Ringkøbing.

Der vil blive serveret en lille forfriskning undervejs.

Evt. yderligere oplysninger kan fås hos:
Stig Martin Møller, Blomstervænget 39B, 6950 Ringkøbing – tlf. 9732 1430 eller
sm@rkbgym.dk.

 

peter_olesen

 Besøg Peter Olesens hjemmeside

Kulturnat – Åbent hus i det gamle rådhus

Det er ved at være sidste chance, for inden længe smækkes døren i på det sted, hvor Ringkøbing har haft rådhus gennem fem århundreder, og det seneste rådhus fra 1849 rippes for historisk indhold.

I forbindelse med Kulturnatten 2015 er der offentlig adgang til de historiske lokaler, når Bevaringsforeningen holder åbent hus fra klokken 18.00 til 22.00.

Vi afholder samtidigt tre byvandringer, som starter foran det gamle rådhus.

Læs mere om byvandringerne her

Læs mere på Kulturnattens Facebookside

Læs mere på Kulturnattens hjemmeside

Byvandringer i Kulturnatten

Ringkøbings gader danner 11. september rammen for Kulturnatten 2015 i Ringkøbing-Skjern Kommune. Blandt de mange kulturtilbud på aftenen afholder Bevaringsforeningen tre byvandringer, der starter foran det gamle rådhus klokken 19.00, 20.00 og 21.00.

Klokken 19.00: Efter en kort byvandring forbi et par renoveringseksempler ender vi i Vestergade 10, der netop har været igennem en omfattende restaurering. Else Chemnitz viser rundt og fortæller, hvorfor hun valget at bevare det historiske hus på trods af den kommunale dødsdom.

Klokken 20.00: Vi går forbi et par gamle købmandsgårde, og sniger os op på loftet over Matas, hvor Else-Marie Bruun Larsen viser undt i det lille museum, der fortæller om tidligere tiders aktivitet i I.A. Jensens gamle købmandsgård.

Klokken 21.00: Nå man ser de historiske huse i nutidens Ringkøbing, kan det være svært at forestille sig, hvordan livet egentligt var, da de blev bygget. Hvordan gik håndværkerne klædt? Hvad talte de om? Hvad var der i deres madpakker? Og hvad spillede de i grunden på ghettoblasteren, mens de byggede huset? Vi vil forsøge at svare på det sidste spørgsmål med musikalsk hjælp fra Teatret OM.

De tre byvandringer er gratis for alle. Mød op foran det gamle rådhus og deltag i en eller flere byvandringer.

Bemærk, at vi under hele Kulturnatten holder åbent hus i det gamle rådhus, som snart vil blive rippet for historisk indhold.

Læs om åbent hus i det gamle rådhus her

Læs mere på Kulturnattens Facebookside

Læs mere på Kulturnattens hjemmeside