– By&Land, medlemsblad for Landsforeningen for Bygnings- og Landskabskultur, bringer i det seneste nummer denne artikel om kommunens udsalg af Ringkøbings kulturarv. Artiklen er skrevet af Helge Torm, der er formand for Frednings- og Bevaringsudvalget og besøgte Ringkøbing i forbindelse med indstillingen af det gamle rådhus til fredning.
Se artiklen i bladet på dette link: By & Land 107 side 18-20
Ringkøbing sælger ud af arvesølvet
Af Helge Torm, formand for Frednings- og Bevaringsudvalget
I disse uger afgøres det definitivt, om der skal udvikle sig en skandale af rang i den fine, gamle by Ringkøbing. Byrådet er nemlig meget langt fremme i sine bestræbelser på at sælge ud af arvesølvet for en ret linser.
Sagen er i sin virkelig gribende enkelthed den, at kommunen endnu ejer det gamle amts- og byrådhus, men ikke længere har så meget at bruge det til. Derfor er man parat til at lade naboen, Ringkøbing Landbobank, der har udvidelsesbehov, rykke ind som lejer, men ikke nok med det. Man vil også give dem frie hænder til at fjerne al indmaden!
Det var i 1849, præcist samme år, som Danmark fik sin første grundlov, at Ringkøbing fik et nyt rådhus ved byens torv. I en by, hvor de fleste ejendomme var ret beskedne i omfang, som også det gamle, nedslidte rådhus var det, har den ny 2½ etages bygning virkelig været en markant forandring i bybilledet.
Det provokerende nye rådhus
Det er imidlertid ikke det eneste opsigtsvækkende ved denne bygning. Nok så afvigende fra normen med det blanke, røde murværk, som præger byen den dag i dag, var behandlingen af hovedfacaden og gavlenderne på det ny rådhus: de blev pudsede! Det kan næsten kun have været tænkt som en slags provokation. Det helt morsomme er dog, at pudsede facader var ved at være altmodisch, så det var sidste udkald for et pudset rådhus i Ringkøbing.
Heldigvis kan vi sætte navn på arkitekten. Han hed så meget som Brunstrøm, og meget mere ved vi ikke om manden. Kun det mere, at han var konduktør hos N. S. Nebelong, da denne et par år tidligere byggede det ligeledes bevarede rådhus i Holstebro. Det fremtræder i blankt murværk.
Man kan således sige, at Brunstrøm laver en duplik i Ringkøbing, men med en væsentlig afvigelse.
Stilmæssigt repræsenterer rådhuset overgangen fra senklassicisme til historicisme, men de mod torvet vendende, pudsede facader giver bygningen et arkitektonisk let konservativt skær.
De indre værdier
Et er det ydre, noget andet det indre. Tiden er ikke gået sporløst hen over rådhusets interiører og planløsninger, men ændringerne er dog til at overse.
Således gælder det stort set, at 1. salen, hvor alle de repræsentative rum ligger, som almindeligt var for datidens rådhusbyggeri landet over, er meget godt bevaret. Her er alle væsentlige rum intakte, bl.a. med fyldingsdøre, men til dels også stuk fra 1849. Det drejer sig om i første række om den oprindelige amtsrådssal i østenden, byrådets lokale i den anden ende, og det smukt dekorerede, såkaldte forligelsesværelse, der støder op til amtsrådssalen ved bygningens bagside.
Nybarok stueetage
Derimod har stueetagen og hovedtrappen undergået gennemgribende forandringer som udløber af retsreformen i 1919. Indtil da var der i stueetagen arrest med arrestforvarerbolig og også et sprøjtehus (i gavlenden mod vest), funktioner, som måtte holde flyttedag.
Der blev nu til dels lavet ny planløsning, og der kom nye døre overalt, udført i nybarok, hvad hovedtrappen også er. Det var nu ikke en hvilken som helst håndværksmester, der stod bag dette, men arkitekten Helge Bojsen Møller. I øvrigt standser nybarokken på 1. salen på den meget raffinerede måde, at fløjdørene til begge sider står i nybarok skikkelse ind mod trapperummet, mens de på den modsatte side har bevaret det senklassicistiske udseende.
Og hvad der skete dengang i Ringkøbing, fandt sted andre steder i landet, bl.a. i Korsørs rådhus fra 1850, som på gr. af moderniseringer i 1919 også bærer dette årstal på facaden. Ændringerne her var ikke til hinder for en fredning i 1982.
Derouten
Da amtsrådet for Ringkøbing amt ophørte sit virke pr. 2007, begyndte bygningen at gå en usikker fremtid i møde. Amtsrådet prøvede dog prisværdigt at holde fast i den lange ende ved at udstede en bevaringsdeklaration, som netop skulle tage højde for uønskede indgreb i bygningens kulturhistoriske værdier.
Nu er et stykke juridisk gældende papir ikke mere håndfast end, hvad nye ejere måtte finde ønskeligt. Ringkøbing-Skjern kommune overtog som ny ejer rådhuset, som da også er blevet brugt til forskellige aktiviteter og arbejdspladser. Et stykke tid var der fred og ingen fare.
Blæse være med deklarationer af enhver art
Imidlertid er der kommet en aktør på banen, som godt kunne tænke sig at udnytte rådhuset til egne formål: Ringkøbing Landbobank. Kommunen får julelys i øjnene: her er en indtægtskilde, og hvis banken ikke vil respektere de historiske kvaliteter, bygningen har, skal de naturligvis slippe for det. Bevaringsdeklarationen blev ophævet i 2014, nu med velsignelse fra Region Midtjylland som det gamle amts juridiske efterfølger.
Banken, der åbenbart ikke kan se udvidelsesmuligheder andre steder omkring sit hovedsæde end lige dér, hvor rådhuset ligger, har til huse i en ikke mindre flot bygning, opført i bedre byggeskik i 1925. Bygningen er en anelse højere end det ældre rådhus, en klar magtdemonstration. Og netop fordi etagedækkene er højereliggende i banken, må rådhusets etageadskillelser rettes ind efter bankens – og så bliver der jo ikke meget tilbage!
En anden hindring for bankløsningen var den gældende lokalplan, som forbød yderligere bankforretninger i stueetagen i bebyggelsen nær og ved torvet. Det er imidlertid den letteste sag af verden for en kommune at bevilge sig selv en dispensation fra en lokalplan, og således er det også nu sket i denne sag.
Bevaringsbestræbelserne
Ringkøbing Bevaringsforening og Landsforeningen har hele vejen igennem protesteret imod de ødelæggende planer. Landsforeningen har tilmed sidst i 2014 rejst fredningssag, men forgæves. Vi blev i begyndelsen af dette år underkendt af både Kulturstyrelsen og Det Særlige Bygningssyn.
Vi finder ikke argumentationen imod fredning ganske overbevisende, men må respektere afgørelsen. Og som så ofte i den slags sager, udnyttes et nej til fredning af modparten til triumferende at sige: se, det er ikke noget værd!
Nogle, måske endda bevaringstilhængere, vil stille sig tilfreds med, at skallen bevares, men omvendt kan man jo med rette sige, at skindet bedrager! Det bliver ikke bedre af, at der allerede er eksempler på denne slags transformation, som jo i øvrigt i en noget anden sammenhæng medfører affredning. Nok om det.
Den triste konklusion
Dette var den sørgelige, men sande historie om et byråd, der uden den mindste historiske forståelse for byens egen udvikling og uden sans for det fysiske vidnesbyrd, som rådhuset er om indførelsen af det lokale folkestyre i 1849, for ussel mammons skyld sælger ud af arvesølvet.
Mange var betænkelige for fremtiden for alle de offentlige administrationsbygninger af enhver art, som gik ud af statens regi efter retsreformen og nedlæggelsen af amterne pr. 1. januar 2007. Der da også sket ulykker rundt omkring i form af uheldige ombygninger, men nedrivninger er næppe forekommet.
Nu skal vi så opleve det, der ikke er set før, når det drejer sig om en historisk bygning af nævnte kategori, at den ribbes for al indmad! Ringkøbing Byråd giver det første eksempel – at de vil være det bekendt.
