Der blev ikke uddelt nogen bevaringspris for 2013. Der var fine eksempler på bevaring blandt de indkomne forslag, men ingen af kandidaterne levede helt op til de kriterier, der skal opfyldes for at arbejdet udløser en bevaringspris.
Bevaringsprisen gives ikke kun for årets bedste bevaring, men for et stykke bevaringsarbejde, der er ud over det sædvanlige, og kan tjene som inspiration og eksempel for andre.
Følgende kandidater var indstillet:
Søndergade 7
Peget på af bestyrelsen med begrundelsen ”Flot restaurering af et hus, der så helt håbløs ud, da det blev købt. Et eksempel på at selv huse, der tilsyneladende er lige til at brække ned, kan reddes.”
Dommernes kommentar: Meget fint eksempel på at hvis bare man har viljen, kan man få en flot og velfungerende bolig ud af et gammelt hus, som mange havde afskrevet som klar til nedrivning. Vinduerne er med termoruder, og da vi altid går ind for at bevare eller forny de kittede ruder og klare isoleringen med forsatsrammer, lever restaureringen ikke helt op til vores krav. Huset er heller ikke malet færdigt, da vi formoder, at gesimsen skal være hvid, og soklen sort, som det er skik i Ringkøbing.
Tangsvej 34 (Billederne er fra sidste år, hvor det også var indstillet)
”Jeg vil gerne indstille Jakob Foldager og Susanne Daugaards hus på Tangsvej 34 til beva-ringsprisen 2013.
Baggrund for indstillingen:
Huset har gennemgået en total modernisering fra kælder til kvist både indvendigt og udven-digt. Det ses tydeligt, at renoveringen er lavet med henblik på at fremhæve, genskabe og be-vare husets oprindelige stil fra 1930.
Udvendigt har huset fået nyt vingetagstens-tag inkl nye zinktagrender, huset er omfuget, sål-bænke og gesimser er renoveret og den faldefærdige 70’er tilbygning er fjernet og bygget op på ny, så den matcher huset meget bedre.
Indvendigt er huset ligeledes total renoveret, og de gamle plankegulve har genvundet sin fan-tastiske charme, stuklofterne er renoveret, alle gerigter, lister og paneler er renoveret eller udskiftet, så de matcher husets ånd fra 1930. De gamle fyldningsdøre er ligeledes renoveret. Herudover er de store radiatorer blevet gemt af vejen i utrolig smukke radiatorskjulere, som passer til husets alder og charme.
Mvh. Annette Olesen, Kongevejen 27A, Ringkøbing”
Dommernes kommentar: Det flotte hus har været indstillet et par gange, men vi glæder os stadig til at se, hvordan altanen på sydgavlen bliver udformet, og mon ikke huset bliver indstillet igen, når det sker.
Nygade 30
”Til bevaringsprisen 2014 vil jeg gerne foreslå Ringkøbing Biograf i huset, der tidligere var kendt som “Borgen” eller “Børnenes Hus” i Nygade. Ganske vist var det store arbejde lavet i 2012, og biografen flyttede ind sidst på året, men helt færdig var de ikke, selv om det hørte til småtingsafdelingen hvad der manglede – det lysende skilt, for eksempel, der ligner det man havde ved den gamle biograf. Man kan sige, og det gør mange, at flytte en biograf ind i en gammel bygning giver mere stemning og hygge end det vil gøre i et nybygget hus af glas og beton, og stedet fungerer fint til formålet. Ved at der blev biograf betød, at bygningen blev be-varet og ikke bare forfaldt, så den kunne nedrives, som andre steder i byen er blevet. Jeg synes bygningen fortjener bevaringsprisen netop fordi den blev bevaret til gavn for eftertiden.
Med venlig hilsen Margery McGregor.”
Dommernes kommentar: Det er dejligt at se, at en bygning, der blev bygget som håndværkerforening og teknisk skole har kunnet leve videre som først missionshus og derefter børneinstitution for nu at være indrettet til biograf. Gennem alle årene har man respekteret bygningens ydre med små tilpasninger, og den seneste ombygning er ingen undtagelse. Det er endnu et eksempel på, at man godt kan bevare bygningens sjæl selv om huset bruges til nye formål.
Da ombygningen stort set ikke har berørt bygningens ydre, kan vi ikke give en bevaringspris for arbejdet, men det er en fornøjelse at komme i den gamle bygning som biografgænger.
Landet:
Ndr. Ringvej 11
”Jeg vil gerne foreslå, at prisen går til Inge og Jens Sivert Bak, Ndr. Ringvej 11, Ringkøbing. Begrundelsen er den flotte restaurering, der er udført med bevaring af de to skorstene på stuehuset. En nydelse at se på når man kommer kørende på Ringvejen.
Viggo Hvistendahl, Brogårdsvænget 57, 5960 Ringkøbing”
Dommernes bemærkning: Man siger, at et hus uden skorsten er som et skib uden mast, og det er da også altid en fornøjelse at se, når skorstenene igen dukker op på et gammelt hus, der på et tidspunkt har fået dem fjernet. Og selv om man på nogle af de gamle klitgårde oprindeligt har opsat en ekstra “skorsten” af træ for at få symmetrien til at gå op, kan vi nu alligevel ikke uddele en bevaringspris, når skorstenene som her er lavet som attrapper af metalplader. Men fra Ringvejen ser det ganske rigtigt flot ud.
Flytkjær 5, Lervang Station
” Flytkær 5, Ølstrup (Lervang Station – Ørnhøj banen)
ejer: Heidi og Peter Borup
begrundelse: hovedbygningen indstilles – tag og nye vinduer i bygningen – er ført tilbage til oprindelig stil – tidligere sprosseløse termovinduer er fjernet – samtidig lavet nye vinduesge-simser efter oprindelig stil og form.
Med venlig hilsen Per Sunesen, Gl Stationsvej 8, No, 6950 Ringkøbing.”
Dommernes kommentar: Den gamle Plesner-bygning er virkeligt kommet til sin ret igen, og man kan nu tydeligt se slægtskabet med Ørnhøjbanens tidligere hovedkontor i Ringkøbing og de gamle stationer i eksempelvis No og Muldbjerg.
Det er en flot restaurering, der ikke helt er færdig endnu, men som nævnt ved Søndergade 7, går vi altid går ind for at bevare eller forny oprindeligt kittede ruder med tilsvarende kittede trævinduer med forsatsrammer, og da der i dette tilfælde er brugt træ/alu-vinduer kan vi ikke give en bevaringspris.