Generalforsamlingen blev afholdt torsdag den 25. februar 2014 i Vestjysk Banks lokaler på Torvet i Ringkøbing.
1. Valg af dirigent
Jesper Dalgaard Knudsen blev valgt.
2. Beretning
Formandens beretning, som kan læses nedenfor.
3. Godkendelse af årsregnskab
Regnskabet blev gennemgået og godkendt.
4. Fastsættelse af kontingent
Kontingentet fortsætter uændret: 150 kr. årligt for enkeltmedlemmer og 200 kr. årligt for en husstand.
5. Behandling af indkomne forslag
Der var ikke indkommet forslag.
6. Valg af bestyrelsesmedlemmer
Ditlev Palm blev valgt ind i stedet for Helle Henningsen, der ønskede at træde ud af bestyrelsen. Der var genvalg af Jacob Frimor og Søren Ole Madsen.
7. Valg af revisor
Der var genvalg af Per Jacobsen.
8. Eventuelt
Ikke noget under eventuelt.
Efter generalforsamlingen blev Bevaringsprisen for 2013 omtalt. Der blev ikke uddelt priser, da de indkomne forslag ikke levede op tilkriterierne, selv om der var fine eksempler på bevaring blandt kandidaterne, se nærmere her.
Formandens beretning om foreningens virksomhed i år 2013 / 2014
Konstituering
Efter sidste generalforsamling har bestyrelsen bestået af Helle Henningsen, Søren Ole Madsen, Jacob Frimor, Charles Gam som kasserer, Jens Aarup Jensen som sekretær, Knud Hammer som næstformand og Søren Damgaard Jensen som formand.
Bestyrelsesmøder
Der har siden sidste generalforsamling været afholdt 9 bestyrelsesmøder. Derudover har der været forskellige møder mellem bestyrelsesmedlemmer i forskellige arbejdsgrupper i forbindelse med arrangementer, indsigelser og andet arbejde.
Landsforeningen for Bygnings og Landskabskultur:
Årsmøde
Sidste år var vi ikke med til Landsforeningens årsmøde og generalforsamling.
By&Land
I bladet By&Land, som er inkluderet i kontingentet, bliver vi løbende orienteret om Landsforeningens omfattende arbejde. Martnummeret kommer til at indeholde en artikel om Ulrik Plesner.
FBB-Projektet
Formanden har været til møde om FBB-projektet, som er startet op, og som vi tager fat på straks efter generalforsamlingen. Der er planlagt et møde 19. marts, hvor kommunen, lokalarkivet og vi koordinerer arbejdet.
- FBB er kulturstyrelsens database over fredede og bevaringsværdige bygninger.
- Bevaringsforeninger og lokalarkiver fremskaffer nye og historiske fotografier af bevaringsværdige bygninger. Man starter med 10 udvalgte byer, herunder Ringkøbing.
- Landsforeningen for Bygnings- og Landskabskultur og Kulturstyrelsen oploader materialet til FBB.
- Realdania betaler med bidrag fra kommunerne på 20.000 kr.
- I forbindelse med projektet arrangeres udstilling, foredrag m.v.
Ringkøbing Bevaringsforening vil der ud over supplere FBB-projektet med en beskrivelse af bygningerne på vores hjemmeside. Her vil der blive tilføjet oplysninger om bygningens historie i samarbejde med ejerne, og vi håber på at kunne gøre det til et “folkeprojekt” i Ringkøbing. Vi vil også supplere med byvandringer, foredrag m.v. med afsæt i registreringen.
Kommunen:
Høringer
Vi bliver bedt om udtalelser i en del byggesager i årets løb, lige som vi bliver orienteret om afgørelser inden for bevaringsområdet, og ind imellem reagerer vi også selv på for eksempel punkter på dagsordenener for kommende møder. På den måde har vi en meget direkte indflydelse, som ikke altid er synlig udadtil, fordi vi kommer på banen, inden det går galt.
Ringkøbing skole
Sidste år omtalte var nedrivningen af Plesner-fløjen med i beretningen. Det er historie nu, men i mellemtiden er man begyndt at planlægge grundens fremtidige udnyttelse, og en lokalplan for den vestlige del er netop sendt ud i høring. Forud har man kunnet fremkomme med ideer og forslag, som det så smukt var formuleret, og i den forbindelse har vi indsendt nogle bemærkninger til de fremlagte planer, og det var særligt to forhold, vi hæfter os ved: Bebyggelsen og parkeringspladsens forhold til gadenettet og udformningen af højhuset/punkthuset. Hele kommentaren kan læses på hjemmesiden.
Vores kommentarer blev i avisen gengivet på en måde, der kunne give anledning til misforståelser, og derfor valgte vi efterfølgende af skrive et læserbrev med en præcisering af vores holdning. Læserbrevet kan også læses på hjemmesiden.
Gadebelysning. En anderledes positiv oplevelse fik vi, da vi blev involveret i udformningen af gadebelysningen i Nørregade. Her havde vi en god dialog med forvaltningen, og det resulterede i et forslag, som vi synes er blevet godt. At det tilmed indebar færre armaturer, og dermed en økonomisk besparelse, fik vi ros for…
Velkommen til Ringkøbing. De gamle nedlidte og halvrådne skilte virkede ikke særligt overbevisende i deres budskab, og efter en henvendelse til vejafdelingen lykkedes det at få dem til at gå ind i sagen, så skiltene i dag er blevet udskiftet med nye i vejrbestandige materialer. De forrige skilte var heller ikke de originale, så der var ingen ide i at restaurere dem, og vi synes resultatet er blevet godt.
Kirkepladsen 1
Det har næppe forbigået nogens opmærksomhed, at menighedsrådet har købt den gamle skolebygning med nedrivning for øje. Bevaringsforeningen er gået ind i sagen, og bakkes op fra blandt andre Mikael Bramsen, der er formand for By og Land i Ulfborg-Vemb Området, arkitekt Kristian Geertsen, der tidligere var ansat ved Ringkøbing Kommune og arkitekt Bo Christensen, der bor i Ringkøbing, og deres kommentarer kan sammen med bevaringsforeningens læses på hjemmesiden.
Formanden deltager ikke i bevaringsforeningens behandling af denne sag, da han igennem sit job har været involveret i den, så næstformanden repræsenterer bestyrelsen i sagen.
Bevaringsrådet
Bevaringsforeningen er repræsenteret i kommunens Bevaringsråd, der i slutningen af 2011 afleverede et oplæg til revision af forvaltningspraksis i forbindelse med bevaringsdeklarationen for Ringkøbings midtby. Den gang var det vist meningen, at rådet skulle indkaldes i sager som Kirkepladsen 1 og Skolegrunden, så måske skulle vi ved lejlighed minde kommunen om rådets eksistens…
Bygningsforbedringsudvalget
Vi er fortsat repræsenteret i Bygningsforbedringsudvalget, der uddeler midler til renovering af bevaringsværdige bygninger. Her er vi valgt som repræsentant for bevaringsinteresser. Det er et spændende og positivt arbejde, hvor vi er med til at give en økonomisk håndsrækning til dem, der vil restaurere deres huse med den fornødne kvalitet. Støtten har været medvirkende til at give mange restaureringer det sidste løft.
Medlemmer, der vil søge midler, er altid velkomne til at rette henvendelse til os, så kan vi hjælpe dem på vej.
Kulturelt Samråd
Vi er vi også repræsenteret i Kulturelt Samråds bestyrelse. Kulturelt samråd støtter forskellige arrangementer, og virker som katalysator for kulturelle arrangementer i kommunen. Sidste år blev der blandt holdt en meget vellykket kulturnat i Videbæk op til efterårsferien, og i år gentages kulturnatten i Tarm og Skjern. Det er arrangementer for hele kommunen, og det går på skift rundt i kommunen.
Aktiviteter i foreningen:
Rådgivning
Vi får fra tid til anden henvendelser fra medlemmer i forskellige sager, men også fra interesserede fra hele landet, der har set vores hjemmeside og stiller spørgsmål og efterspørger materialer. I 2013 har vi, lige som tidligere, hjulpet med oplysninger om forskellige gamle ejendomme i Ringkøbing i forbindelse med slægtsforskning.
Så sent som i går fik vi en forespørgsel vedrørende Peter Holms gamle turistplakat ”Rejs til Vesterhavet over Ringkjøbing.”
Steder med sjæl
Vi har haft stor succes med årets arrangementer, blandt andet vandreudstillingen “Steder med sjæl” i rådhushallen. Udstillingen var lånt af Bygningskultur 2015, der er et samarbejde mellem Realdania og Kulturstyrelsen, og den handlede om bygningskulturarven og blev vist i samarbejde med kommunen. Vi havde suppleret den med lokalt materiale.
Veteranbiler, strandingshistorier og gamle huse
Lørdag den 1. juni var Kgl. Dansk Automobil Klub Classic og Bevaringsforeningen på en fælles tur til Husby Klit og Stadil Kirke. Vi mødtes klokken 10.00 på havnen, hvor KDAK Classic havde linet de fine og velpudsede biler op. Køretøjerne spændte fra Citroen 2CV over Jeep, bedstefar-Volvo og fuldblods sportsvogne til Rolls Royce, og der var således mulighed for at finde passende kørelejlighed efter humør, temperament og honnette ambitioner.
Efter en halv times sparken dæk og almindelig beundring af mekanik, former, lak og krom kørte vi i passende tempo vestpå og op langs kysten til Viggo Bertelsen på Bækbygård, hvor Viggo, Gorm Albrechtsen og formanden fortalte om strandinger, biler og klitgårde og videre til Vedersø Kirke, hvor Kristian Sand fortalte om kirken.
Rindumgaard og Amtmandens Lund
Småregn kunne ikke afholde 40-50 medlemmer i at møde op til en hyggelig aftentur i den regndryppende Amtmandens Lund med efterfølgende besøg på Rindumgaard. Se billeder fra arrangementet torsdag den 15. august.
Sommerhuse i Søndervig
Søndag den 8. september arrangerede Bevaringsforeningen en tur til interessante sommerhuse i den nordlige del af Søndervig. På turen blev der mulighed for at komme indenfor i Niels Theilland-Poulsens enestående velbevaret sommerhus, der næsten fremstår som et lille museum over en svunden tid.
Fem fylder hundrede
I 1913 var der usædvanlig stor byggeaktivitet i Ringkøbing, og fem meget markante bygninger har siden sat deres præg på byen siden. Vi holdt en byvandring til fem huse, der har det til fælles, at de blev bygget i 1913. Vi mødtes på Torvet og gik forbi Priorgården, Nørrehus og Plesnerhus, før vi besøgte Vestjysk Landboforening i den tidligere kreditforening og Dagbladet på St. Blichers Vej.
Medlemmerne
Hvis der er i øvrigt er medlemmer, der har lyst til at hjælpe med et eller andet, vil vi igen i år opfordre dem til at henvende sig. Det er jo heldigvis som regel interessant at arbejde inden for vores område, og man kunne sagtens forestille sig nogle bevaringsnørder, der hyggede sig med at lave stof til hjemmesiden eller planlægge interessante arrangementer. Vi har ikke konkrete opgaver, men vil tage udgangspunkt i jeres interesser.
Hjemmeside
Ud over hjemmesiden www.bevaringsforeningen.dk har vi to sider på Facebook:
https://www.facebook.com/Bevaringsforeningen hvor vi bringer aktuelle nyheder og
https://www.facebook.com/ringkoebingbilleder hvor alle kan dele billeder fra Ringkøbing.
50-års jubilæum
Vi har 50-års jubilæum søndag 27. april 2014, hvor vi holder en reception klokken 14.00 i Rådhushallen, og alle er velkomne! Vi markerer også begivenheden med et jubilæumsskrift med en række korte indlæg af forskellige forfattere.
Tak
Til sidst vil jeg igen sige tak til dem, der støtter os. Vi modtager ikke økonomisk støtte fra det offentlige, men vi har som sædvanligt fået støtte fra Vestjysk Bank, der er vores hovedsponsor og tildeler os et årligt beløb, som vi så selv disponerer over. Begge parter er glade for aftalen, som giver banken mulighed for at vise flaget i forbindelse med Bevaringsforeningens arrangementer, samtidigt med at den giver os økonomisk mulighed for yderligere aktiviteter.
Og tak til Dagbladet Ringkøbing-Skjern, for den altid fine dækning af vores aktiviteter. Vi har løbende kontakt med pressen, og det er meget tilfredsstillende at se, at vi bliver taget så seriøse, at vi ofte finder vej til både forsiden som lederen. Det er helt afgørende for vores område, at der er en plads til den lokale debat.
Og igen en stor tak til jer medlemmer, der er gode til at bakke foreningen op. Og selvfølgeligt til resten af Bestyrelsen.
Og endeligt vil vi også gerne sige tak til kommunen, som vi ikke altid en enig med, men som vi heldigvis altid kan tale med. Jeg har nævnt skilte, gadelamper og FBB-projektet, men på mange andre områder har vi også et godt samarbejde om bevaring af de mange smukke bygninger, der endnu ikke er givet nedrivningstilladelse til…
Når man læser de indlæg, der bliver trykt i jubilæumsskriftet, er det helt tydeligt, at alle: politikerne, de handlende, turistfolkene, bygningsejerne og selvfølgeligt vi bevaringsfolk, er enige om, at Ringkøbing har et enestående, historisk bymiljø, som vi skal værne om. Uenigheden opstår, når sagerne bliver konkrete, og bevaring skal vejes op mod andre, ofte kortsigtede interesser. Og her kan I også fremover regne med, at vi er på bygningskulturens side!