Tag-arkiv: Nyhed

Generalforsamling 2025

Generalforsamlingen blev afholdt tirsdag den 27. februar kl. 19 i Dommerkontoret, Ringkøbing.

Der blev budt velkommen til generalforsamlingen af næstformand, Søren Damgaard Jensen. Før selve generalforsamlingen og prisuddelingen, holdt Birgitte Eybye, arkitekt og lektor på Arkitektskolen i Aarhus, et oplæg. Oplægget omhandlede de nyere undersøgelser der viser, at det oftest er bedre i forhold til klimabelastningen at renovere og genanvende bygninger, frem for at rive dem ned og bygge nyt.
Efter oplægget var der en lille pause, hvor der blev budt på håndmadder inden selve generalforsamlingen og uddeling af bevaringsprisen.

Dagsorden:

1. Valg af dirigent
Jens Olufsen blev valgt.

2. Beretning
Næstformanden Søren Damgaard Jensen aflagde beretning for 2024.  Beretningen godkendtes med akklamation. Beretningen kan læses nedenfor.

3. Godkendelse af årsregnskab
Kassereren John Stærkær fremlagde resultatopgørelsen for 2023 og budgetforslaget for 2025; begge godkendtes med akklamation.

4. Fastsættelse af kontingent
Kontingentet fortsætter uændret: 200 kr. årligt for enkeltmedlemmer og 250 kr. årligt for en husstand.

5. Behandling af indkomne forslag
Der var ikke indkommet forslag til behandling.

6. Valg af bestyrelsesmedlemmer
Søren Damgaard Jensen og Peter Skaaning Møller var på valg. Lars Hansson og Lars Roesen samt Inge Maria Frydendal Kruse modtog ikke genvalg. Bestyrelsen foreslog nyvalg af Mogens Pedersen, Heidi Tordrup samt Lars Frank Nielsen, som blev valgt med akklamation. Derudover blev Søren Damgaard Jensen og Peter Skaaning Møller genvalgt.

7. Valg af revisor
Der var genvalg af Per Jacobsen.

8. Eventuelt
To medlemmer opfordrede bestyrelsen til at overveje, om der kan spares på kontingentet til Landsforeningen, hvis Bevaringsforeningen selv kan stå for udbringning af bladet By og Land og spare portoen.

Bestyrelsen har efterfølgende undersøgt muligheden, og bladet kan enten enten leveres samlet til foreningen for 100 kr. pr. abonnement pr. år (foreningen sørger selv for at distribuere dem videre til de endelige modtagere), eller leveres direkte til de enkelte foreningsmedlemmer for 100 kr. pr. abonnement pr. år, altså samme pris fordi der ydes støtte fra den statslige bladpulje. Hvis vi selv skulle bringe bladet ud, ville der altså ikke være en besparelse, og da vi har medlemmer i andre byer, skulle vi for deres vedkommende tilmed betale i alt 116 kr. ekstra om året for udbringningen. Derudover skulle vi administrere selve distributionen, som skulle foretages af frivillige eller sponsorer. Vi fortsætter derfor med den nuværende ordning.

Til orientering består kontingentet til Landsforeningen af et foreningsmedlemskab på 2.695,00 kr. plus 100 kr. pr. medlem for bladet.

By og Lands bestyrelse fortalte på generalforsamlingen i november, at man i den kommende tid vil undersøge, hvad der er af muligheder for en supplerende digitalisering af bladet, så det på sigt kunne blive et valg hos medlemmerne. Bevaringsforeningens bestyrelse tager sagen op, hvis der på et senere tidspunkt eventuelt bliver mulighed for et digitalt abonnement. 

 

Formandens beretning om foreningens virksomhed for 2024:

Konstituering.
Efter sidste generalforsamling kom bestyrelsen til at bestå af John Stærkær, kasserer, Per Stensgaard Karlsen, Peter Skaaning Møller, Lars Roesen, Inge Maria Frydendahl, Søren Damgaard Jensen, næstformand, og Lars Hansson, formand.

I årets løb er Lars Roesen og Lars Hansson begge udtrådt af bestyrelsen på grund af flytning, og Søren Damgaard Jensen har fungeret som konstitueret formand siden december 2024, så der skal indvælges tre nye bestyrelsesmedlemmer i år.

Aktiviteter i foreningen i perioden.
Der har i perioden været et par større medlemsaktiviteter. Jeg vender tilbage til de enkelte aktiviteter.

Bestyrelsesmøder
Der har siden sidste generalforsamling været afholdt 6 almindelige bestyrelsesmøder, og ud over bestyrelsesmøderne har der været en stor indbyrdes mailkorrespondance, lige som vi har mødtes i mindre grupper i forbindelse med høringssvar, forespørgsler fra medlemmer og andre aktiviteter.

Løbende samarbejde med kommunen
Byggesagsafdelingen og planafdelingen har vi som sædvanligt et løbende og godt og konstruktivt samarbejde med. Det er især de mange høringssager, der fylder meget, og der har i perioden været knap 20, der omfattet større eller mindre forandringer fra nye skilte til nedrivning og nybyggeri. Vi undersøger altid sagerne nærmere, så der ligge et ret stort arbejde bag svarene, som i mange tilfælde reelt bare er en påpegning af de gældende regler, som ansøgerne selv kan findes på kommunens eller vores hjemmeside, men det er vigtigt, at linjen for bevaringsarbejdet fastholdes, selv om den jævnligt udfordres af ansøgerne.

Vi støder også jævnligt på bygningsejere, der slet ikke er klar over, at der ligger en bevaringsdeklaration, der skal overholdes, selv om den er tinglyst på ejendommen, så man burde være opmærksom på den ved ejerskifte. Her har vi måske en informationsopgave i forhold til ejendomsmæglerne, selv om de burde være opmærksomme på det.

Det største problem i forbindelse med renovering og vedligeholdelse er de bygherrer, der har fundet ud af, at man faktisk kan undlade at søge uden konsekvenser, og her står vi somme tider i et dilemma, når vi for eksempel kan konstatere, at der er skiftet vinduer for en formue, men at de faktisk ikke overholder reglerne. Hvis vi melder det, bliver vi voldsomt upopulære, og vi har i øvrigt heller ikke lyst til at hænge andre ringkøbingensere ud, så her burde kommunen være mere opsøgende og forlange reglerne overholdt, selv om det vil give nogle ramaskrig. Det er ikke rimeligt, at vi skal være tilsynsførende.

Ud over høringerne får vi også en del direkte henvendelser fra borgere, der ønsker at rådføre sig med os inden de søger ved kommunen. Der kan vi mærke en klar stigning, og det tager vi som et positivt tegn på, at vi bliver set som en seriøs og konstruktiv forening, der nogle gange kan se muligheder, som bygherren ikke selv havde set.

Raunonia
Raunoniadebatten blussede op igen, da et nyt forslag blev præsenteret i november. Vi skrev et læserbrev, hvor vi påpeger nogle af de problemer, vi mener skal belyses, inden byrådet kan tage stilling til projektet. Vi savner visualiseringer, der viser sammenhængen med havnen og fjordstien – det er ikke nok med glade feriebilleder fra en solbeskinnet ferieby, der kunne ligge hvor som helst. Der skal også anvises en løsning på parkeringsproblemet. Det er ikke bare en lille udfordring, det er et reelt problem, der også skal være løst i den overordnede idefase. Og så er en feriebyen med 216 ferieboliger rigtig mange i forhold til Ribe Byferies 94 og Kolding Byferies 73 boliger.

I bestyrelsen er der forskellige holdninger til Raunonia, men vi er enige om, at der er problemer, der skal løses, og det forholder vi os sagligt til, når vi udtaler os som bestyrelse. Vi udtaler os ikke entydigt for eller imod. Derudover er det enkelte bestyrelsesmedlem selvfølgelig frit stillet til at argumentere for eller imod som privatperson.

Nu er der så kommet et nyt, seriøst forslag på banen, og det er befriende, da det viser, at der selvfølgelig også er andre muligheder. Forhåbentligt giver det anledning til, at politikerne stopper op og afventer en bredere debat, der kan afføde et varieret udbud af flere mindre feriebebyggelser, med hver deres særpræg og en mere harmonisk udvikling af byen.

I den nye bestyrelse vil vi snarest forholde os til det nye forslag i et læserbrev svarende til de to tidligere.

Årets medlemsarrangementer:
I 2024 havde vi to medlemsarrangementet, nemlig den traditionsrige veteranbiltur og en bytur til Aarhus.

Veteranbilturen blev afholdt den 17. august, og vi startede som sædvanligt på havnen, hvor KDAK Classic var chauffører, og vi var passagerer.

Første stop var Skjern Å Bad, hvor museumsinspektør Torben Egebjerg fra Ringkøbing Fjord Museer tog os med hen til Kong Hans Bro og fortalte om stedets betydning som et vigtigt overfartssted siden oldtiden. Derefter fortalte han om den tidligere dommergård “Petersminde”, der er opført i 1804 og tomten efter Skjern Brogård, der lå her frem til 1975.

Vi spiste frokost ved Å Badet, og kørte videre til Hellig Kors Kloster øst for Lem. Her fortalte Carsten Dalsgaard Hansen, der leder stedet sammen med sin kone, Marianne, om historien og ideerne bag klosteret med den markante kirke, der ligger smukt nord for Dejbjerg Hede.

Fra det fredfyldte kloster gik turen videre til Smedenes Hus i Lem, hvor der festlig aktivitet i forbindelse med Smede Festugen. Her fik vi en grillpølse og en fadøl inden vi kørte tilbage til Peking, hvor vi samlede op på dagen, og blev enige om at gentage traditionen i år.

Aarhusturen blev afholdt lørdag den 5. oktober. Første punkt var Aarhus Rådhus fra 1942, som er fredet og tegnet af arkitekterne Arne Jacobsen og Erik Møller. Her fik vi en guidet rundvisning i det meget velbevarede hus, og det var imponerende at se, hvor omhyggeligt alt er gennemarbejdet ned til det mindste askebæger.

Vi spiste frokost på Teater Bodega. Bygningen stammer fra år 1900, og der har der været restaurant i lokalerne siden 1908. Det var en klassisk frokost.

Efter frokosten var vi ude på  en guidet byvandring med byhistoriker og middelalderarkæolog Lars Holleufer, der er levende engageret i Aarhus’ udvikling og har skarpe meninger, men også en imponerende faglig viden om byens udvikling fra vikingetiden og frem til i dag. Det var en meget interessant tur, både byhistorisk og bevaringsfagligt.

Inden vi kørte hjem, spiste vi mad fra hele verden på Aarhus Street Food. Det var en god tur.

Anden mødeaktivitet
Bestyrelsen har i årets løb deltaget i møder i forskellige sammenhænge.

Landsforeningen for Bygnings- og Landskabskultur
Vi var som sædvanlig repræsenteret ved Landsforeningens generalforsamling, hvor jeg deltog. Den foregik i Nyborg, og sluttede med en interessant gennemgang af slottets historie og restaureringsplanerne, som har affødt meget debat.

Vi er også fortsat repræsenteret i Bevaringsrådet i Ringkøbing, men der har ikke været nogen aktivitet siden 2022. Måske er det nedlagt eller glemt…

Anderledes levende er Bygningsforbedringsudvalget, hvor vi tager stilling til ansøgninger om støtte til bygningsforbedring. Udvalget består af to politikere, Erik Viborg og Niels Rasmussen, to bygningsejere, Lars Christensen, der bor på en fredet klitgård, og Birgitte Eibye, som I lige har hørt. Derudover repræsenterer jeg bevaringsinteresser. Vi får mange fine, bevaringsfaglige snakke, og det er mit indtryk, at de to politikere synes, det er interessant at arbejde med bygningsbevaring og har fået en forståelse af vigtigheden.

Så er jeg selv udpeget af Landsforeningen som medlem af bestyrelse for Fonden for Blichermuseet på Herningsholm, der ejer den gamle herregård fra 1579. Det er et spændende arbejde, hvor der er mulighed for at bidrage med faglig viden omkring vedligeholdelsen af den fredede bygning og samtidig få indblik i Museum Midtjyllands arbejde.

Kommunikation
I modtager stort set alle sammen vores nyhedsmails, som ved seneste udsendelse blev sendt til 188 mailadresser, som også omfatter interesserede, der ikke er medlemmer. Man kan selv til- og afmelde den eller ændre mailadresse via et link i bunden af mailen. De fem medlemmer, der ikke ønsker at modtage mails, får nyhedsbrevet leveret direkte i postkassen.

Vores hjemmeside opdateres løbende, dels når der er nyheder, dels når der er nyt stof om bygninger og bygningsbevaring.

Facebook har vi siden Ringkøbing Bevaringsforening, hvor vi også deler nyheder, der primært linker til indhold på hjemmesiden, og så har vi oprettet og administrerer den offentlige gruppe Ringkøbingbilleder, der har af 1908 medlemmer.

Fremtiden
I bestyrelsen har vi flere ideer til fremtidige aktiviteter, og jeg vil til slut nævne nogle af dem, der er mest konkrete på nuværende tidspunkt:

Veteranbilturen, som er en god tradition, gentages til august. Vi gentager en byvandring med fokus på bevaringsdeklarationens store betydning, og vi planlægger et arrangement med interessante nyere bygninger i Ringkøbing.

Og så har vi netop indsendt ansøgning om økonomisk støtte til et arrangement den 20. september i forbindelse med Landsforening og Realdanias pulje Samlingskraft, som støtter arrangementer, der samler folk om bygningskulture og involverer flere aktører. Vi er gået sammen med Lokalhistorisk Arkiv, Foreningen Indianerlejren, smakkelauget, havnefogeden, malermester Johnny Mortensen og musikerne Sofus og Amby om et arrangement med sømandssange, duften af Linolie og trætjære, fedtede fingre og røget helt (med moms) i Indianerlejren. Der vil blive fortalt om fjordens betydning for byens opståen, havnens udvikling, Ulrik Plesners havnebygning, Indianerlejren og smakkerne. Om historien, bevaringsarbejdet og brugen af traditionelle materialer. Vi håber, det bliver en ringkøbingbegivenhed med rigtig mange gæster.

Vi vil i det hele taget arbejde på at nå bredere ud, få flere samarbejdspartnere og interessere et bredere udsnit af byens borgere med vores arbejde. Det er en forudsætning for fortsat opbakning til bygningsbevaringen i Ringkøbing, og en velbevaret by er en grundlæggende forudsætning for en fremsynet udvikling af en levende by med plads til både turister og Ringkøbingensere.

Tak
Til sidst vil jeg sige tak til jer medlemmer for den opbakning, vi har både i det daglige og til vores arrangementer.

Jeg vil også gerne takke Ringkøbing-Skjern Dagblad, der er gode til at dækker bevaringsarbejdet og byudviklingen. Uden jer var vi overladt til rygter, fake news og sociale medier…

Og en stor tak til de øvrige bestyrelseskollegaer, både dem der har forladt bestyrelsen i årets løb og den hårde kerne, der står tilbage. Og naturligvis en særlig tak til Lars Hansson for hans 8 år som formand. Han og Jytte er nu flyttet til Sjælland, så Lars kunne ikke være her i aften, men i bestyrelsen takkede vi ham med en frokost på Restaurant Nordic i december. Jeg skulle hilse mange gange.

Søren Damgaard Jensen, næstformand


I forlængelse af generalforsamlingen blev den Bevaringsprisen 2024 uddelt.
Læs mere her.     

 

Bevaringsprisen for 2024

er var indstillet fem bygninger til bevaringsprisen for 2024, fire i byen og en enkelt på landet, og på Bevaringsforeningens generalforsamling blev der uddelt en pris i begge kategorier.

Torvet 14
– Bevaringsprisen i byen 2024
– Ejet af Green ejendomme ApS

Torvet 14 var indstillet af Viggo Hvistendahl:

– Jeg vil gerne foreslå, at prisen gives til Per Greens ejendom på hjørnet af Torvet og V. Strandgade.
Jeg nyder hver gang jeg går forbi synet af de flot restaurerede vinduer, der er holdt i gammel stil, som jeg husker dem fra købmand Peter Grønlunds tid som købmand.
Mvh Viggo Hvistendahl

Bevaringsforeningens bestyrelse begrundede valget således: 

– Det har været svært at vælge årets vinder i byen, men vi har valgt at give prisen til Peer Greens ejendom Torvet 14. Den var allerede i spil i 1921, hvor vinduerne blev skiftet ud, men der er løbende sket små forbedringer, og huset er utrolig velholdt. Da Restaurant Nordic rykkede ind i den gamle butik mod Torvet, gik alting op i en højere enhed, og selv om vi normalt ikke kigger på bygningernes indre, spiller det alligevel ind i her, da kigget gennem de flotte vinduer er en så fremtrædende en del af helhedsindtrykket.

 

Torvet 14 – Foto Bevaringsforeningen 2025

 

Torvet 14 – Foto Bevaringsforeningen 2025

 

Torvet 14 – Foto Bevaringsforeningen 2025

 

Torvet 14 – Foto Bevaringsforeningen 2025

 

Torvet 14 – Foto Anders Grimstrup

 

Torvet 14 – Foto Anders Grimstrup

 

Torvet 14 – Foto Anders Grimstrup

 

Algade 7 og 12-14
– Indstillet til Bevaringsprisen
– Ejet af Tordrup Ejendomme

Begrundelser:

Jeg indstiller Heidi Tordrups hus på Algade 7 (Heidibutikken). Ligeledes Algade 12 (skobutikken).
Vh Lissa Nedergaard

Jeg vil foreslå disse 2 adresser til bevaringsprisen 2025.
Algade 7A / 7B Algade 12
Mvh John Mikkelsen, Algade 5B, 6950 Ringkøbing

 

Algade 7 – Foto Bevaringsforeningen 2025

 

Algade 7 – Foto Bevaringsforeningen 2014

 

Algade 7 – Foto Ejvind Draiby 1970 / Lokalhistorisk Arkiv

 

Algade 7 – Lokalhistorisk Arkiv

 

Algade 7 – Gammelt postkort

 

Algade 7 – Fotograf Andreas Beiter

 

Algade 12-14 – Foto Bevaringsforeningen 2025

 

Algade 12-14 – Foto Bevaringsforeningen 2025

 

Algade 12-14 i baggrunden – Gammelt postkort

 

Reberbanen 6
– Indstillet til Bevaringsprisen
– Ejet af Niels Nielsen

Reberbanen 6 er indstillet af Annette Holm:

– Bevaringsprisen 2024 – den skal da gives til Reberbanen 6 i Ringkøbing. Det er et smukt hus, som vel har omkring 100 år på bagen, og det er blevet endnu smukkere efter den store og langvarige renovering. Huset har fået kviste, men det skæmmer på inden måde helhedsindtrykket, de mange flotte detaljer i murværket er fremdraget, og allerbedst, så er det store, grimme vindue i gavlen mod vest blevet fjernet og erstattet af to mindre vinduer. Sådan var det vist oprindeligt, og tilbageføringen har givet huset et meget mere harmonisk udtryk, når man kommer ind på Reberbanen fra vest.  Det er en renovering, som må glæde alle, der holder af de gamle huse i Ringkøbing.
Venlig hilsen Annette Holm

 

Reberbanen 6 – Foto Bevaringsforeningen 2025

 

Reberbanen 6 – Foto Bevaringsforeningen 2014

 

Reberbanen 6 – Foto Anders Grimstrup

 

J.C. Christensens Hus
– Bevaringsprise 2025
– Foreningen J.C. Christensens Hus   

Indstillet af tidligere sognepræst i Hee og No, Lars Christoffersen.

Bevaringsforeningens bestyrelse begrundede valget således:

–  Der var kun en kandidat uden for byen, nemlig  J.C. Christensens Hus i Hee. Det blev sat i stand for år tilbage, og siden har den været passet og plejet af lokale ildsjæle. Her må vi igen sige, at vi normalt ikke kigger på det indre, men huset er ikke kun bevaringsværdigt for sit autentiske ydre, men også på grund af den historie, det rummer, derfor går Bevaringsprisen på landet til J.C.’s Hus.

 

J.C. Christensens Hus – Foto Bevaringsforeningen 2025

J.C. Christensens Hus – Foto Bevaringsforeningen 2025

 

J.C. Christensens Hus – Gammelt postkort

 

J.C. Christensens Hus – Gammelt Postkort fra kongebesøget i 1908,
hvor Frederik VIII og dronning Lovisa på en længere jyllandstur besøgte konseilspresident (statsminister) J.C. Christensen og hans hustru, Karen Kirstine, i deres nybyggede hus i Hee.

 

 

 

Medlemstur til Aarhus – Billedgalleri

– Lørdag den 5. oktober 2024

Medlemsturen den 5. oktober blev meget vellykket. Vejret vise sig fra sin allerfineste efterårsside, og de to guider var usædvanligt velvidende, så især byvandringen gav et grundigt indsigt i de udfordringer, bevaringsarbejdet har i en by som Aarhus. Læg dertil, at Teater Bodega er en god gammeldags restaurant med et historisk vingesus, hvor tobakstågerne først for nylig er lettet, og at Aarhus Street Food er lige så hyggelig, men med et varmt og velduftende vingesus fra fremmede køkkener.

– Tak for en god dag til Aarhus, guiderne og deltagerne :-)

Se billeder fra turen her:

 

 

Veteranudflugt – Billedgalleri 2024

Medlemsudflugt lørdag den 17. august 2024 til Skjern og Hellig Kors Kloster

Kombinationen af klassiske biler og bevaringsværdig arkitektur og kulturmiljøer kan noget særligt, og lørdag den 17. august rullede KDAK Classic og Ringkøbing Bevaringsforening ud på den 11. af de efterhånden traditionsrige udflugter til interessante bygninger og kulturminder i Ringkøbing-Skjern Kommune.

KDAK Classic mødte op på Havnepladsen i Ringkøbing med en halv snes klassiske biler, der spændte fra orange 2CV til dybsort Rolls Royce hvorefter Bevaringsforeningens medlemmer kunne fordele sig efter smag, gamle minder og honette ambitioner og blive kørende som hippier, som kongelige på vej til gallataffel eller bare som bilister fra en svunden tid.

Første stop var ved Skjern Å Bad, hvor vi blev mødt af museumsinspektør Torben Egebjerg fra Ringkøbing Fjord Museer, der tog os med hen til Kong Hans Bro og fortalte om stedets betydning som et vigtigt overfartssted siden oltiden. Her har man krydset åen til fods, til hest eller kørende i åen fra oldtiden og frem til broens opførelse i 1104-05, og det var her i området, Kong Hans i 1513 faldt i et hul under sit ridt over Tarm kjær og døde få uger efter på Ålborg Slot.

I området fortalte Torben Egebjerg også om den tidligere dommergård “Petersminde”, der er opført i 1804 og tomten efter Skjern Brogård, der lå her frem til 1975. Brogården blev opført i 1795 som gæstgiveri og brevsamlingssted.

Efter den historiske rundvisning var der sandwich og kaffe ved Å Badet, inden vi kørte videre til Hellig Kors Kloster øst for Lem. Her fortalte Carsten Dalsgaard Hansen, der leder stedet sammen med sin kone, Marianne, om historien og ideerne bag klosteret med den markante kirke, der ligger smukt nord for Dejbjerg Hede.

Klosteret blev påbegyndt i midten af 1950-erne af præsteparret Isa og Hakon Rabjerg og stod færdigt omkring 1975, men er aldrig blevet den ramme om klosterlivet, som Hakon Rabjerg håbede, og i dag er bygningerne ubeboede på grund af skimmel og dårligt indeklima, og man håber på mulighed for en gennemgribende renovering. Kirken er dog i brug, og her afholdes gudstjenester og andre arrangementer, der ikke kræver overnatning.

Fra det fredfyldte kloster gik turen videre til Smedenes Hus i Lem, hvor der festlig aktivitet i forbindelse med Smede Festugen. Som gengæld for at lægge vejen forbi med de flotte biler, fik vi en grillpølse og en fadøl, og da vi gjorde det samme sidste år, og allerede er inviteret til næste år, må det vel siges at være blevet en tradition i traditionen.

Udflugten sluttede i Peking, altså restauranten på havnen i Ringkøbing, hvor vi samlede op på dagen, og hurtigt blev enige om at gentage udflugten til næste år.

Hezekiels Skammel – Henrik Haves beskrivelse af Kuben

Henrik Haves bedst kendte kunstværk i Ringkøbing er Hezekiels Skammel eller Kuben. De fleste møder den på vej ind i byen, mange ved, det er et værk af Henrik Have, og skønt alle havde en mening om Kuben, da den blev indviet i september 1993, er det de færreste, der kender Henrik Haves egne tanker om kunstværket, som han beskrev i dette forslag.

Klik for større billede:

Bevaringsdeklarationen – Udstilling

Ringkøbing har en usædvanlig smuk og velbevaret bykerne med et attraktivt gademiljø, men det er ikke nogen selvfølge. Byen kunne have set meget anderledes ud, hvis ikke en lille gruppe af byens fremsynede borgere og politikere i 1960erne havde set, hvor udviklingen bar hen og var lykkedes med at få tinglyst en bevaringsdeklaration for bykernens huse og gademiljøer i 1973.

I forbindelse med jubilæet lavede vi en plancheudstilling som vistes i Rådhushallen og på Torvet. Plancheudstillingen er støttet af Ringkøbing Håndværker- og Industriforening og kan ses her:

   

Renoverede huse i Ringkøbing

Mange af de fine huse i Ringkøbing ser tilsyneladende ud, som de altid har gjort. Men sådan er det ikke nødvendigvis. Faktisk er der mange renoveringer, der har bragt husene tilbage til deres oprindelige udseende, eller har rettet op på ombygninger, så husene igen fremtræder autentiske i gadebilledet.

Vi har samlet et udvalg her, og der er mange flere under menupunktet Huse og Mennesker.

Bevaringsdeklarationen 50 år

Byvandring og reception i Rådhushallen

Ringkøbing har en usædvanlig smuk og velbevaret bykerne med et attraktivt gademiljø, men det er ikke nogen selvfølge. Byen kunne have set meget anderledes ud, hvis ikke en lille gruppe af byens fremsynede borgere og politikere i 1960’erne havde set, hvor udviklingen bar hen og var lykkedes med at få tinglyst en bevaringsdeklaration for bykernens huse og gademiljøer den 18. september 1973.

Der er god grund til at markere 50-års jubilæet, og derfor har Ringkøbing-Skjern Kommune og Ringkøbing Bevaringsforening i fællesskab arrangeret en byvandring med efterfølgende reception i Rådhushallen, hvor man samtidig kan se en plancheudstilling, der også vises på Torvet.

Byvandring og reception er mandag den 9. oktober klokken 13.00 til 15.00.

Vi starter med byvandringen klokken 13.00 fra Rådhushallen og er tilbage klokken 14.00. Alle er velkomne!

Udstillingen kan ses i Rådhushallen frem til onsdag den 11. oktober og på Torvet frem til 23. oktober.

Udsmykningen af Skats betalingscenter Damstrædet Ringkøbing – Henrik Have

“Det findes ikke her!”

Materialet nedenfor supplerer bogen UDSMYKNINGEN AF AMTSGÅRDEN – HENRIK HAVE. Bogen blev udgivet af Ringkøbing Amt i 2003, og dette tillæg beskriver de værker, der er blev udført efter udgivelsen.

Tekst: Erik Holm
Fotos og tekst: Søren Damgaard Jensen

 


Forord

I forbindelse med strukturreformen i 2006 overtog skat bl.a. Ringkjøbing Amts bygning Damstrædet 2 i Ringkøbing.

Bygningen havde indtil da rummet Ringkjøbing amts Teknik – og miljøforvaltning.

Ringkjøbing Amtsråd besluttede i 1993, at de forskellige bygningskomplekser, Amtsgården bestod af, skulle knyttes sammen ved hjælp af kunstnerisk udsmykning udført af kunstneren Henrik Have, No.

Denne udsmykning blev gennemført i etaper over årene 1993 – 2003 og er beskrevet i publikationen fra 2003 ” UDSMYKNINGEN AF AMTSGÅRDEN – HENRIK HAVE “

En del af udsmykningen fra 1999 vedrørte bygningen Damstrædet 2 og omfatter ” Fakkelspiseren “, ” En Keramisk udsmykning ” på hjørnet af vinkelbygningen og ” Hånden på taget “

Skat fortsatte udsmykningen af Damstrædet 2 i 2007 efter Skats overtagelse af bygningen.

Den efterfølgende beskrivelse af kunsten som Skat har forestået, tager udgangspunkt i det af Henrik Have udarbejdede oplæg / beskrivelse af forslag til den fortsatte udsmykning.

 

Udsmykningen i 2007

Udsmykningen tager afsæt i Danmarksekspeditionen til Grønland 1906 – 1908.

I 2007 var det 100 år siden Mylius Erichsen blev meldt savnet.

Udsmykningen i 2007 består af 3 dele:

– På Damstrædet 3 mursøjler med keramiske fliser og tekst på marmorplader, som mursøjlen der allerede er på Damstrædet

– 28 træsnit i rammer inde i bygningen med motiver af de 28 deltagere i Danmarksekspeditionen

– 7 søjler i kantinen beklædt med keramik, der fremstår som ” Visdommens 7 søjler “

 

3 Mursøjler

De 3 mursøjler (oprindelig foreslået med 4) står vinkelret på den eksisterende med inskriptionen om IKAROS.

Den ene side med keramik, den anden side af de 3 mursøjler med tekst i bronzebogstaver.

Ideen med de tre mursøjler er iflg. oplægget arkitektonisk. Når man ser facaden ud imod gaden, er det ikke den helt store besvimelse man rammes af. Dette er det et forsøg at råde bod på. Når man kommer kørende ad Nørredige vil man se Damstrædet i et splitsekund. I det øjeblik vil man tro man har set et byggeri med søjlegang. Dette vil virke beroligende.

Murværket skal være en ganske lille anelse lyseblåt som indlandsisen.

 

På de 3 mursøjler ved Damstrædet 2 står følgende:

NÅR DU INGEN
TING SER
HAR DU SÅ
SET ALT?

NÅR DU
VÅGNER ER
DIT ARBEJDE DA
FÆRDIGT?

NÅR BLOMSTER
SPRINGER UD
BRYDER DE
SÅ OP?

Henrik have sagde i forbindelse med en tidligere afsløring af kunsten på Amtsgården, ” at han søgte at skabe en ironi gennem sine tekster, lige som der er på de tekster, der er på væggene i den frise i skønvirkestil maleren Rasmus Larsen skabte til Vandrehallen i Folketinget.

Eks.:
Når svanerne synger, skal rågerne tie.
Alle vil herre være, ingen vil sækken bære.
Ikke enhver høne der kagler, lægger æg.
Ikke enhver hane der galer, melder ny dag.

Rasmus Larsen blev også kaldt den onde maler.

Henrik Have sagde også, at hans tekster til borgerne er en meddelelse om, at de er til stede, og at man har et ærinde, man skal have forrettet.

 

 

28 TRÆSNIT MED MOTIVER AF DE 28 DELTAGERE I DANMARKSEKSPEDITIONEN 1906 – 1908.

Ønsket med udsmykningen med de 28 træsnit er at denne bliver et minde og jubilæum i 100 året for, at Mylius Erichsen blev meldt savnet.

Der var 28 deltager i ekspeditionen.
For hver af dem er lavet et træsnit. Snittene blevet til ved brug af 3 trykstokke og de 28 deltagere er fremkommet ved reduktion af stavene.

Det betyder at der kommer mindre og mindre frem, som at se et menneske i sand eller snestorm.

Det sidste snit som altså er små fragmenter, forestiller Mylius Erichsen, som vi ved mindst om men som fylder det hele.

Henrik Haves ide var at skære mere og mere væk fra en enkelt trykplade, så der til sidst, som nummer 28, kun fremstod små fragmenter på trykket – som at se et menneske forsvinde i snestormen, nemlig Mylius Erichsen.

Det kan imidlertid konstateres, at der er brugt mindst tre trykplader, som tidligere har været udstillet og for at finde en rækkefølge for ophængningen, er trykkene derfor først sorteret efter trykplade. Trykpladen viser det sidste snit i hver serie, og derfor var det blot at gå baglæns til tryk med gradvist større farvede felter. Men der var en overraskelse, for der er ikke tre, men fire serier – den ene uden kendt trykplade.

Serien uden trykplade starter med Peter Freuchen, som Have valgte at lade være nummer et, da han var den mest farverige af ekspeditionsdeltagerne. Denne serie toner ud helt efter planen, men slutter allerede med tryk nummer 12, Hendrik Olsen, der forsvinder i sneen. Det gik for hurtigt! Hvad så? Et gæt er, at Have sleb pladen ned, og fortsatte med et ændret motiv, men allerede efter tre tryk kasseres stokken, og han går videre med stok nummer 2. Efter samme princip, og med samme resultat: Ved tryk nummer 23, Achton Friis, kommer snestormen, og han starter på stok nummer 3, som slutter med tryk nummer 27, Harald Hagerup.

De tre trykstokke slutter altså med Hendrik Olsen, Achton Friis og Harald Hagerup. Men ingen stok passer med trykket af Mylius. Og i øvrigt er der flere gåder: Der er ikke snittet i stokken mellem tryk nummer 6 og 7, Peter Hansen og Knud Christensen, der er kun ændret farve, og tryk nummer 13, Henning Bistrup, vender på hovedet. Kan Mylius Erichsen være trykt med en bagside? Eller en ukendt, fjerde stok? Svaret fortoner sig i snefoget – og det er vist helt i Henrik Haves ånd…

I Biblen, 1. Mosebog samt i Johannes åbenbaring slutter den hellige skrift om sig selv. Det hele begynder med ordet og slutter med ordet. Et sted skrives der om, at ordet skaber det det siger. Dvs. at der i menneskelivet ikke findes orientering hvis vi ikke vidste hvad vi orienterer os mod og med.

Kunne vi ikke det var vi ren natur. Nu er vi derimod naturens fjende 

I det hebræiske alfabet er der en tilkendegivelse at det første bogstav Alef indeholder alle de øvrige bogstaver i alfabetet.

Det er det der menes med at ordet skaber hvad det siger.

Peter Freuchen var den mest vilde af deltagerne i Danmarksekspeditionen.

Han er derfor valgt til at være grundfiguren der indeholder de øvrige af ekspeditionens deltagere.

Henrik Have siger at han her helt ufortjent har fået en gave som er tråden i udsmykningen.

Der var 28 deltagere i ekspeditionen. Der er 28 bogstaver i vores alfabet.

 

     

 

Visdommens 7 søjler

I kantinen i Damstrædet 2 er 7 søjler/halvsøjler beklædt med keramik

De fremstår i følge Henrik Have som ” Visdommens 7 søjler “

Som en pendant til ” Visdommens 7 søjler ” kan nævnes at apsis på den nærliggende Staby Kirke bliver kaldt visdommens hus.

Tidligere museumsinspektør Jens Aarup Jensen ved Ringkøbing Museum, skriver herom
” at de 7 halvsøjler og de 4 flotte 4-kløverformede vinduer på apsis uden tvivl er bærere af en dyb symbolik, hvis forudsætning er en teologisk tænkning, der udvikler sig i løbet af 1100-tallet. De 7 søjler kan formentlig fortolkes fra ordene i Bibelen, Ordsprogenes Bog 9,1: ” Visdommen har bygget sit hus, har hugget sine 7 piller “.
Det skal udtrykke at Kristus ikke blot skal opfattes som Guds vælde og magt, men også som guds visdom.
Talsymbolikken har mange lag. 7 er således sammensat af Treenigheden + 4, der er verdens og menneskets symboltal. 4 er symbol for elementerne, for verdenshjørnerne, paradisfloderne, de 4 evangelier og meget andet.

 

     

“Det findes heller ikke her
men det fandtes før!”

Råd og regler for vinduer

Ved udskiftning eller renovering af vinduer inden for bevaringsdeklarationens område eller gaderne øst for bevaringsområdet, der er omfattet af lokalplan 1.222, gælder der nogle regler afhængigt af husets bevaringsværdi og beliggenhed. De kan virke komplicerede, men vi har lavet dette skema, så man let kan se, hvilke regler der gælder for de enkelte huse. Men husk, at der ALTID skal søges om tilladelse inden for bevaringsområdet, også ved ændring af vinduesfarve.

Vinduesskema