Sten er også værd at bevare
I Ringkøbing Museums have står der flere vejvisersten – og i byens omegn står der langs vejene en 200 år gammel milepæl, flere rækker af 100 år gamle kilometersten og enkelte gamle skelsten.
Der blev også sat milepæle af træ op langs landevejene. De er alle væk undtagen en som nu findes på Ringkøbing Museum
Ser man godt efter – og ikke samtidig glemmer at holde øje med trafikken – er der et lille stykke kulturhistorie at opleve langs nogle af vejene i omegnen af Ringkøbing .
Lidt om vejstenenes historie
Kort efter enevældens indførelse i 1660 bestemte kongen, at de danske landeveje skulle måles op og forsynes med milepæle. Opmålingen blev lagt i hænderne på astronomen og universalgeniet Ole Rømer, som også i løbet af få år fik vejene målt op.
Ole Rømers milepæle var enkle – denne 2 milepæl står i Fousing ved Struer
Opsætningen af milepæle skulle amtmændene stå for – og der skulle gå godt 100 år inden det skete i den fjerne provins Ringkøbing amt.
Til gengæld står mange af milepælene der endnu – selv om det er mere end 100 siden, at de officielt blev afløst af kilometersten – som så iøvrigt for ca. 30 år siden blev afløst af plasticpæle!
I 1970erne blev granit erstattet af plastic
Ved vejen fra Velling mod Lem – få hundrede meter efter Venner bro står i venstre side en groft hugget sten med et 1 tal, som angiver en mil ( 12000 alen eller 7, 5 km) fra Ringkøbing. Hvis man vil se flere milepæle så skal til Skjern, hvor den gamle vej fra Skjern kirke gennem Borris og over Borris Hede mod Kolding stadig har en flot række milepæle også kaldet Ole Rømer sten.
200 årig vejvisersten ved Skjern Kirke
I 1907 indførte Danmark metersystemet og milepælene blev erstattet af kilometersten i granit. Staten anbefalede at amterne brugte en type tegnet af arkitekten P.V. Jensen-Klint, skaberen af Grundtvigskirken i København. Mellem de store kilometersten blev der sat mindre 200m sten .
Tal og bogstaver på P.V. Jensen-Klints sten skal males
I første omgang foretrak Ringkøbing amt en simplere – og sandsynligvis billigere – sten langs de store nye landeveje f. eks mellem Ringkøbing og Herning, Holstebro og Skjern. Da amtet senere byggede flere amtsveje – f eks vejen mellem Ringkøbing og Søndervig – fulgte man dog statens råd!
Ringkøbing amts gamle kilometersten blev malet hvide med røde tal og bogstaver. Det bliver de ikke mere!
I 1970erne var trafikken blevet så voldsom og hurtig, at kilometerstenene var for farlige at have stående i vejrabatterne. I flere amter fjernede man stenene fuldstændigt fra vejene, men i Ringkøbing amt blev de smukke granitsten heldigvis kun forvist til ydersiden af vejgrøfterne. I stedet blev der så i hele landet opsat kantpæle af plastic for hver 100 m.
På kantpælenes nummerering kan man se hvor kilometerstenene står ude i grøften. Om sommeren forsvinder stenene tit i vejgrøfternes lange græs og urter, men om vinteren kan man stadig se dem på grøfternes ydersider. Mens kilometerstenene endnu var i brug blev det jævnligt malet op. Den billige type med hvid forside og røde tal og tekst og P.V. Jensen- Klints sten blot med rød tekst.